Skyggerne kalder!

"Nej, jeg har anet den, men hun døde for øjnene af mig, da jeg rørte hende. Jeg tør ikke elske mere," sagde han stille, og bed sig let i læben. "Jeg har følt kærligheden, på den måde, andre har eller elsker mig. Jeg har abre aldrig fået den store kærlighed. En gang, da jeg ikke kunne styre mine evner... Jeg skulle kysse hende, men jeg nåede det ikke. Jeg tog hendes sjæl istedet," sagde han trist.

Hendes blik blev trist. Alt det han sagde. At hører det. At føle hans triste stemme. Det ramte hende. Hun løftede hånden og tog blidt om hans hage og drejede hans hovede. "Men jeg er sikker på at du kan. jeg er 100% sikker på at du finder en pige og du kan elske hende, Kysse hende, holde om hende uden at dræbe hende tro mig!" hendes stemme lød sikker og trist, den lod trist fordi han he rørt hende.

Hans glimtende øjne, havde skiftet til topasfarve. Han sukkede svagt, hans øjne skinnede bare mere. Han kiggede væk. "Nu forstår du, hvorfor jeg ikke vil føle kærligheden. Hvorfor jeg ikke vil elskes, hvorfor jeg er så hård. Jeg holder af alle folk, selv vores fjender. Jeg har noget imod dem, men de har også ret til at være her. Men problemet er, at jeg har denne her facade, for jeg vil ikke have andre kommer tæt på mig. Jeg slår dem bare ihjel," sagde han og kiggede ned til venstre side, med en trist mine.

Hu lagde begge sine hæder på hans kinder ogdrejee han hovede og holdte fat, og kigged ham i øjne "Vis bare bare kunne føle kærliged igen" Hun sukkede og holdte stadig sine hænder på hans kinder.


//Undskyld det blev kort

Han rystede. "jeg tror... du skal give slip," sagde han, mens hans hænder rystede vildt, og hans krop svagt begyndte at ryste. "Jeg er okay. Jeg har ikke brug for kærlighed," sagde han stille og bed sig let i læben. Han lagde sine hænder på dér, hvor hun havde sat sine hænder. Han forsøgte at trække den ned ad hans kind, roligt. Hans hænder rystede, så det var ikke nemt.

//Det er okay//

Hayley lod sine hænder værer på hans kinder. hun tog så roligt ham i hånden og fælte på en heller anden måde at det faktisk var hendes skyld at han ikke kunne føle kærlighed. hun havde hans hænder i sine og hviskede "Det er min skyld" det gav ingen mening for det var det jo ikke. hun kiggede bare på ham med et undskyldene ansigts udtryk.

"Jeg forstår ikke, det er ikke din skyld," sagde han, og hans hænder rystede stadig. "Du kan ikke gøre noget," sagde han stille, og rystede svagt over hele kroppen. Han forsøgte at skjule, at han var bange og nervøs. "Du kan jo ikke gøre noget ved det," gen tog han, da han ikke vidste, hvad han ellers skulle sige. Han bed sig let i læben.


//Undskyld tiden... Skulle rette min halvlillesøsters matematik lektier ^^//

Hun var tavs. hun kiggede på ham stadig med et undskyldene blik. hun så så ned på hans hænder og nussede ham blidt for at prøve og få ham til og slappe af. hun kiggede så op på ham og nikkede bare. men rystede så på hovedet. "Nej...men jeg har skyldfølese" hviskede hun..

//Det er okai ^^ //

"Det kan man ikke have. Du elsker en person, og det skal du blive ved med. Du skal ikke også elske mig. Jeg har klaret mig fint uden kærlighed i lang tid, jeg behøves ikke have noget nu. Det er ikke din skyld," sagde han stille, og kunne mærke hendes kærtegnen, men det fik ham abre til at ryste mere. Det løb ham koldt ned ad ryggen, og kuldegysninger over det hele. Han trak dem hurtigt til sig, og slappede af.

Hun sukkede dybt og kiggede kort ned på sine hænder. "Jeg havde heller ikke tænkt mig og elske dig" hviskede hun. "Jeg havde mere tænkt mig og hjælpe dig med og finde kæreste" hviskede hun og kiggede hele tiden ned i græsset og kunne ikke få sig selv til og kigge på ham..

//Sorry time xD //

"Hør, det er meget sødt af dig. Men jeg kan ikke engang røres af dig, uden at ryste. Jeg skal ikke have en kæreste," sagde han stille. "Jeg har ikke brug for en," sagde han og sprang højt op, og greb fat i en gren, og satte sig på den, ved at holde begge hænder på den, og sine ben, blive spredt lettere ud. "Jeg vil hellere være kold, eller gemme mig. Jeg vil hellere hjælpe mine venner. OG medn venner, mener jeg dem, som rent faktisk tager sig tid til at se gennem facaden," sagde han og spejdede ud over landskabet.

Hun sukkede og kiggede ned i græsset. "Er jeg så en ven?" spugerte hun og kiggede ned i græsset og begyndte og pille lidt ved det. imens hun roligt begyndte og nynne, hun lagde den anden hånd på hendes mave og pillede lidt ved trøjen

"Nej, du er min ærkerival," sagde han sarkastisk, med meget sarkasme i stemmen. Han betragtede hende, fra der hvor han sad, og kunne høre hendes nynnen. Han lukkede øjnene, og nød hendes blide stemme, nynne. Det plejede hans mor også at gøre, så han faldte i søvn. DEt havde altid været en effekt på ham. Han sukkede, og mistede grebet, så han faldte ned. Han ramte jorden med et bump, men rejste sig op igen. *Nejnej!* Han kiggede panisk rundt, og sprang hurtigt op i træet igen, som om han gemte sig for noget.

Skal lige spise xD //

"Hvad gør jeg da der giver dig modstand" spugerte hun og fik et chok da han flad ned. men da hna var væk nynnede hun svagt igen og ventede på hans svar. hun pillede ved græsset og tog ikke blikket fra det på noget tidspunkt.

Han ville ikke falde igen, men kunne heller ikke få helt fast. Så hang med hovedet ned ad nu, som en slags flagermus. "Det er din nynnen, den gør mig svag," sagde han, og kunne mærke han var ved at gilde igen. "Jeg er en stærk dæmon, men der vil altid være en lille defekt ting ved en, fordi man har den styrke. Min er nynnen," sagde han og faldte ned igen. Han hørte et svagt knæk, og hans ene arm brækkede.

Hun stoppede med og nynne da han faldt ned igen hun slangerede sig hen til ham . Hun havde hørt knækket. "Shit" sagde hun hurtigt og tog roligt fat i ham og kiggede på hans arm. "Undskyld" sagde hun undskyldene "Jeg burde lade værer med og nynne og synge det lyder af helveds til og det gør dig svag..sorry" da hun sagde "Sorry " hviskede hun det men ellers snkkede hun roligt,. hun undersøgede armen med øjne..

Han kiggede på hende, mens hun søgte på ham. "Nej, det er okay," sagde han og begyndte at ryste, selv i den brækkede arm. Men det var jo ikke naturligt, da den var brækket? "Du må ikke røre mig," sagde han meget roligt, men rystede mere og mere. Han blev dårlig tilpas, da hun blev ved med at kigge, og røre.

"Jo Renai din arm er sgu da brækket" hun vaar gåret i chok, hun kiggede kort på hvor meget han rystede og blev nærmest mere og mere i chok. "Stop lig stille" hun kiggede på hans arm som rystede hun kunne dog ikke forstå hvordan den kunne ryste..

"Ja, fuck den," sagde han stille og rystede stadig. "Giv nu bare slip på mig," sagde han, og lukkede øjnene. Han kunne ikke røre sin arm, den rystede bare ukontrolleret. Han bed sig kort i læben, og sukkede dybt. "Er du ikke sød at give slip," sagde han med rystet stemme. Han ville gerne trække den til sig, men der var for store smerter. "Jeg er ligeglad med min arm," sagde han roligt, men var slet ikke rolig.

"Nej jeg vil ik" sagde hun alvorligt. hun kiggede kun på hans arm og tog roligt fat i den. hun kiggede ned af sig selv og tog den trøje af han havde givet hende og bandt den roligt om hans arm. Meget forsigtig. Hun koncentrede sig kun om hans arm og om at han ville komme til og have det godt. Rengen ramte hende igen hårdt og hun gibsede kort af smrte da den ramte hende igen på brysted. Men hun snorede roligt trøjen om hans arm.

Han blev varmere og varmere, ved hans krop. Han rystede helt vildt. "Giv nu slip. Seriøst? Er du ikke sød at give slip," sagde han og sukkede. Han bed sig hårdt i læben, mens han kunne mærke hendes smerte, da hun gispede, og hans smerte i armen, plus det at hun rørte ham, hvilket fik ham til at ryste, og det gjorder bare mere ondt i armen. "Tag nu trøjen på, min arm skal bare have ro. Det får den ikke, hvis du rør mig," sagde han roigt, men rystede helt vildt.

Hayley rystede på hovedet hun bandt en hurtigt en knude og satte sig lidt væk fra ham og trak bene til sig og lagde arme om sine ben og gibsede igen. hun kiggede bare ned på sine føder men lukkede så øjne. hun ville ahve han skulle have det godt og hun vil have han skulle ahve det godt.

"Nej! Tag den nu på," sagde han stille. "Du bliver skader derude," sagde han og fik smidigt, rejst sig op. Han sukkede. Han gik hen mod hende. "Tag den nu på," sagde han stille. "Jeg vil have du ikke skader dig selv. Det her sker tit for mig, det er ikke noget nyt. Men den her storm... Er du vant til den?" spurgte han og håbede hun ville tage den.

"Nej du skal have den på..bare lad mig skade mig selv..så længe jeg ikke er skyld i at du kommer mere til skade" hun åbnede øjne og kiggede på ham "Nej det er jeg ikke" hviskede hun og hentydet til hun ikke var vant til stomen når den var så kræftig, hun prøvede og holde et gibs tilbage men hun gibede kort af smerte igen..