Skyggerne kalder!

Hayley rystede på hovedet af det han sagde og så igen choket på ham da han fløj ind i træet, hun skyndte sig hen til ham og tog fat i ham, "Stå stille du gør mig dårlig" sagde hun roligt, "Jeg vil mere end gerne se dit eget jeg.. men du gør nogle underlige ting lige nu så jeg er ved at kaste op af svimmelhed" sagde hun roligt og så på ham og hun havde stadig fat i ham..

Hans hår var gået ind foran øjnene, på hans kolde blik. Han pustede det væk, men det kom tilbage. Han rystede på hovedet, og han kunne se. Han lod sine kølige øjne, glide på hendes blik, og ned til der hvor hun holdte ham. "Giv slip," sagde han kommanderende. "Så må du jo kaste op af mig," sagde han snerrende, og ville ikke skade hende, så han forsøgte at vride sig fri, uden sin enorme styrke, som meget nemt kunne skade hende, da hun ikke var lige så stærk.

Hayley kiggede bare på ham og havde fat i hans arme, "Så stå stille" hun slap ham ikke, men kiggede bare surt på ham over det han sagde, "Nej du gør bare ting så hurtigt at man bliver svimmel" hun kiggede niu lidt mere roligt på ham, og gav stadig ikke slaip da hun ville have han skulle stå helt stille før hun gav slip..

"Du kan ikke bede en skygge om at stå stille," sagde han og fik smidigt vredet sig ud af hendes greb. Han sukkede svagt hende i ansigtet, inden han brugte sin kræft på at springe bagud, langt væk fra hende. Ti femten meter. Han sukkede stille. "Jeg sagde du skulle give slip,2 sagde han og landede faktisk på benene. Han bukkede sig ned, og plukkede en lilje. Han snuste til den, og gik om bag et træ, som stod lidt fra ham. Han satte sig, så han gemte sit ansigt i knæene, mens han lugtede til den lilje han havde plukket.

Hayley satte sig ned og tog så kort til hovede og lukkede øjne hun pillede lidt ved græsset og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sighe, han ville joikke vise hvem han var til hende, og det var det der ramte hårdt, hun sukkede dybt men hoppede så hen til et træ og gik roligt hen til hans træ og stilte sig ved det og kiggede på ham med rolige øjne og visdtse ikke hvad hun skulle sige..

Han sukkede og kunne høre, at hun var der igen. Han bed sig let i læben, og mumlede til liljen. Han snusede til den igen, og lukkede øjnene. Han nød dens duft, og trak den tæt indtil sig, så den blev varm. Han sukkede og knyttede hånden, så noget ild begyndte, men han fik det dog slukket igen. Han fik en meget diskret tårer i øjet, og lod den løbe ned ad kinden. Han var dog heldig at efter den ene tårer, kom der ikke flere.

Hayley lagde mærke til ilden og stivnede kort men han fik jo slukket den, hun prøvede og forastå det han mumlede, men kunne ikke fatte det, hun så hans kind da hun så det var en tår bed hun sig i læben, hun satte sig ned ved siden af ham og lagde meget tøvende en hånd på hans kind og fjernede tåren, "Hvad der galt" hviskede hun

"Jeg er elendig," sagde han stille. "Jeg kan ikke styre mine evner, og talenter. Dog har det hjulpet mig ud af de fleste situationer. Men, da min mor døde, kunne jeg intet gøre. Da min far faldte i forsøget på at redde mig, døde han, og jeg selv overlevede fordi min evne viste sig," sagde han roligt. "Det er derfor jeg bevæger mig sådan, og det er derfor jeg har en lilje. Min mor hed Lilly, og døde med en lilje, jeg havde plukket specielt ved hende," sagde han stille og kiggede ned, så han ikke viste sit ansigt mere, og at hun heller ikke kunne røre ham mere. "Jeg har vist min kolde side nu. Det her er den rigtige side; følsom. Men det er ligemeget, jeg skal nok overleve," sagde han roligt.

Hayley blev helt rørt af det han sagde hun satte sig helt ned med et lille dunk hun så tomt ned i sneen og kom i tænke om hvordan hendes mor og var døede, hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige,"Men det hjælp dig den gang, men den gør dig ensom nu" hviskede hun og hun var tæt på og selv lagde en tår trille da hendes forælders død stod hende til hovedet nu og hun kunne se det tydeligt ...

"Men jeg er ikke den eenste, som er plaget. Hvad plager dig?" spurgte han og trak en pistol frem, som var ladt. Han smilt estille, og tog derefter en kniv frem. Kniven er af speciel slags kviksølv, og pistolen var ladt med en sølvkugle. "Den dusørjæger, som dræbte mine forældre døde også selv. Det at han dræbte mine forældre kostede hans liv," sagde han vredt, og rejste sig op. Han tog sin enorme styrke, og kylede kniven langt væk, og satte sig ned igen.

"Ikke noget" Hayley kunne ikke snakke om sine føleser, hun bed sig i læben og fik kæmpet tåren væk, "dusørjæger," hun kiggede efter kniven og kiggede så på ham, "Du slog hende eller ham i hjel+" spugerte hun stille og pillede lidt ved græsset og bed sig i læben hendes blik var på græsset

"Der er noget, det kan jeg se," sagde han og kiggede på hende. Hans blik havde ændret sig til noget, lettere. Det var ikke varmt, medlindende eller noget, det var bare ikke køligt. Måske bare lidt koldt. "Ja, jeg slog dusørjægeren ihjel. Jeg kunne ikke andet. Jeg ville dø selv elelrs, og jeg har problemer med min vrede og evner," sagde han, og forsøgte at berolige sig selv, men han kunne ikke. Regnen faldte ned, og han blev våd. Hans hår, sad klistret til hans pande, og hans tj var gennemblødt. Dog ikke hans skjorte, han vidste dog ikke selv hvorfor, men den kunne ikke blive våd.

Hayley var gennemblødt. Hun rystede på hovedet "Jeg har det fint" løj hun. Hayley kiggede lidt op påham menkiggede såned i græset " kender se følsen, men jeg har kun slået dem jeg har sluget sjæle af ihjel" hviskede hun, og tænte lidt på den sidte hun slog ihjel men rystede så på hovedet. "Folk dør og det er ders skæbne" sagde hun lavt og tog sig kort til hovedet..

Der løb en masse regndråber ned ad hans bare overkrop. Han sukkede svagt. "Det er ikke skæbnen at de skal dø af dusørjægere, hvad hvis skæbnen havde valgt mig til at finde ud af det, og lægge en plan for at stoppe min mors of fars død. dEt er ikke skæbnen at dæmoner skal dø," sagde han stille. "Det kan det ikke være," sagde han frustreret, og smed også pistolen han havde, af pommeren til.

Hayley kiggede roligt på ham men så så ned og sukkede dybt, "Det er jeg bange for at det er" sagde hun stillet. Selvom Hayley var gennemblødt lage hun ikke mærke til det, "Hmm" hun tænkte lidt om hun skulle sige det til ham men rystede så på hovedet. og lod være

"Men hvorfor? Jeg går tit og tænker på, om vi bliver vores egne fjender, når vi dør. Ligesom menneskene bliver engle, bliver dæmoner så også engle?" sagde han og stod stille et kort øjeblik. Han kunne høre hendes træk, mens han lukkede øjnene, så hans andre sanser blev stærkere. Han kunne nu høre alle hendes bevægelser, og hans hår blafrede i den hylende vind, mens der stadig sad noget tilbage, klsitrende til hans pande.

"Jeg er ikke sikker hvad der ske med dæmorne, " Hayley tænke lidt, "Jeg trore bare vi bliver til en hjælpeløs sjæl" hun lænede sig op af træet og kiggede på ham, hun havde tænkte meget over det, "Jeg er ikke sikker" hviskede hun og lukkede roligt øjne, Hayley's hår lå vådt ned af hendes ene skulder og lå fladt i nakken hu var driv våd og da vinden kom frøs hun lidt og trak sine ben til sig..

"Men vi dæmoner er allerede døde. Vi kan ikke leve igen. Man siger der er et liv efter døden, og det er der. Men efter dødens liv, hvilket liv ligger der så? Vi er en slgs sjæle i forvejen," sagde han stille og bed sig i læben. Han slog hårdt ned i jorden, så det gav et lille ryst, i tre meters omkreds. "Jeg ville bare ønske man kunne snakke med dem," sagde han og trak sin hånd op ad jorden. Han havde fået fat i en sten under jorden, og knuste den. "Jeg hader, når jeg ikke ved, hvad der sker," sagde han rasende.

Hayley åbnede hurtigt øjne og kiggede på ham med rolige men også overrasket øjne. "Jeg ved hvordan du har det..men vis vi dør igen..går vi vel bare i brænd og så er det slut med os jeg er næsten 100% sikker på at vi ikke kommer i himmlen" hun kiggede kort op men så så på ham. men så til sidst ned i jodern..

"Jeg er bare forvirret," sagde han stille og sukkede. "Men, jeg skal ikke forstyrre mere," sagde han og vendte sig om for at gå. Han sukkede kort, og kunne mærke regnen fra himlen, ramme hans bare hud. Han følte et knivstik, da en dråbe ramte ham lige der hvor hjertet sad. Han faldte sammen, som var det en dusørjæger der havde ramt ham med en kniv. Han rejste sig dog hurtigt op igen, da han havde faldet i mudderet. Han sukkede svagt, og gik med lansgomme tunge skridt, ud mod skovens åbning.

Hayley rejste sig hurtigt da han faldt, "Nej vil du ikke godt blive" hun kiggede bedne på ham selvom han havde ryggen imod hende, hun bed sig svagt i læben og ville ikke have han skulle gå for så ville hun jo blive ensom, hun havde kun om ham og jake. "Pleas" Rengen lændte hårdt imod hendes hud og hun fik ondt i sit ene bryst og lagde hurtigt en hånd på brysted..

Han sukkede svagt. "Du har ikke brug for mig," sagde han stille, men stoppede. Han kunne høre de slag, regnen skdø mod hende, han kunne høre hvor det ramte, han kunne høre, den bevægelse hun lavede, for at beskytte sig selv. Han sukkede stille, og ville gerne hjælpe, men han kunne ikke ligefrem hjælpe. Han kiggede ned ad sig selv, hvor regnen også ramte ham. Hans sanser var jo skarprere end menneskers, så det var nok derofr det føltes som et knivstik. Han fik øje på skjorten, og tog den af. Han smilte stille, og gik hen mod hende. "Tag den her på, den vil beskytte dig," sagde han stille. "Intet kan gennemtrænge den. Det var den min forældre gav mig, da de døde. Intet er stærkere end kærlighed, og intet kan derfor trænge igennem," sagde han og lagde den på hans skulder. Han satte sig ned, og kunne også kmærke regnen på sine skuldre nu, men så læpnge hun ikke blev skadet, havde han det godt med sig selv.

Hayley tog den hurtigt på og mærkede hurtigt at det ikke ramte hende hårdt hun smilede roligt, "Hvad med dig?" spugerte hun. Hayley ville heller have hun kom til skade end han gjoder. "Kærlighed" hun lod en finger kører over sin mave på skjorten og smilede roligt, "Den er flot" hun satte sig roligt ved siden af ham og kiggede på ham, "Tak" sagde hun roligt ..

Han sukkede og kunne se, hun var glad for den, og at hun kunne mærke forskellen. "Jeg klarer mig, bare du kalrer dig, så er jeg okay," sagde han roligt, og trak bene op til sig, og slog hovedet bagud, og brugte et nærtliggende træ som støtte. Han smilte stille da hun sagde kærlighed. "Ja, kærlighed. Det er en rar følelse," sagde han stille og bed sig i læben. "Det har jeg aldrig rigtig været," sagde han til en slags tilståelse. "Men det var så lidt," sagde han og håbede hun havde glemt det han sagde.

Hayley tog blikket fra ham og kiggede ned på den og smilede svagt. Hayley havde ikket glemt hvad han sagde og kiggede så op på ham med et tænkene blik. "Har du aldrig følt kærlighed?" spugerte hun og bed sig svagt i læben, hun pillede stadig lidt ved trøjen og kunne vildt godt lide den..