Skyggerne kalder!

Han sprang hurigt tilbage. "Jeg er stoppet. Men jeg siger det bare, jeg er ikke forelsket i dig," sagde han roligt. "Det kan du være helt rolig for, det sker ikke," sagde han med et lille smil.

Hayley trak vejert hurtigt, og kiggede op på ham, "Der er intet og smile af..over hovedet!" sagde hun halv surt, Hayley var ikke lige frem sur på ham, men havde gjort hende meget forvirret, hun kunne slet ikke få nogle prikker til og hænge sammen, "Måske skulle du tag denne her trøje finde en du kan lide og vi to skal måske ikke se igen" sagde hun trist, hun rejste sig lagde trøjen og gik den anden vej end hvor han stod ..

Han kiggede stille på hende. Det var godt hun kunne tage beslutninger, for det kunne han ikke. Han gik hen og samlede trøjen op, to sekunder efter, var han væk. Det puslede lidt i bladende i træet, da han var hoppet derop, med et snilt hurtigt hop. Han sad deroppe, og kiggede ikke på hende. Det ville han ikke. Han kiggede bare på sin trøje, som havde startet det. Og nu havde Renai sluttet det. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, og fortvivlelsen kom ind over ham.

Hasyley satte sig beg et træ og lagde hænderne foran øjne og begyndte og græde, hun kunne ikke lide det. for det første gjr rengen ondt og for det andet, kunne hun godt lide renai. "Hayley din idiot" sagde hun mest til sig selv, hun vidste ikek at han kunne høre det. "Du skulle ha begåret selvmord for længe siden" hayley hev sin trøje af, hun ville hænge sig selv hun begyndte og tag tøjet af og lavde det til en lang snor ..

Renai trak vejret roligt, da han så hende lægge tøjet sammen. Han ville stoppe, men hun blev vel sur igen. "Hayley, nej!" sagde han til sig selv, meget lavt. Han betragtede hende, mens hun græd. Han bed sig let i læben, mens han kiggede hende i øjnene. "Hayley. Stop nu!" Sagde han højt. "Hayley. Jeg går ikke hen til dig. Det vil du ikke have. Men jeg vil til gengæld ikke have, du dør. Lig dig nu bare ned, og slap af," sagde han, og kunne se, hendes hævede, røde øjne.

"Du er ligeglad!" sagde hun bare og for satte med og binde tøjet, hun lavde en ring og lagde den om nakken og lyttede ikke til hvad han sagde da han sagde slap af for når hun var trist som nu kunne hun ikke slappe af over hovedet hun forsatte og hoppede op i træet band det om grnen og gjord klar til og hoppe så vis hun hoppede hang hun sig selv ..

Han trak vejret dybt. Han listede sig smidigt, så han var lydløs hen, og lod sine fingre: smidigt liste knuden op, uden en lyd. Han skyndte sig tilbage til det træ han sad i. "Okay. Spring. Men der er mange mennesker, som elsker dig. Inklusiv mig. Jeg elsker dig som ven, og jeg hader at se dig lide sådan. Jeg ønsker kun at se dig leve, ikke se dig lide," sagde han roligt.

"Gider du godt og holde kæft.. du gør så jeg ikek akn hoppe. men nej du elsker mig ikek" hun rejste sig op og fik over balcane (Staves) og hang nu, hun kæmpede for at få den løsned. det var jo ikek meningen hun ville jo ikke dø lige nu ..

"Jo, jeg gør," sagde han, og reagerede ret voldsomt. Havde han ikke bundet knuden op? Han sukkede stille. "Sid helt stille. Hvis du bevæger dig, kvæler du dig selv hurtigere. Knuden bliver strammere, jo mere, du bevæger dig," sagde han hurtigt, og sprang hen til knuden. "Sid stille! Ellers kan jeg ikke hjælpe dig!" sagde han roligt, og bankdt knuden op, da han havde chancen.

Hayley landede på jodern, hun kiggede op på ham, "Hvorfor..lod du mig ikke dø" hun hev ringen af tøj af og tog buksern på og hendes trøje hæng op i træet og hun kunne ikke nå de. så hun frøs men man kunen ikke se det på hende hun kiggede bare op på ham ,..

"Måske fordi, som jeg sagde. Jeg elsker dig for den du er... Jeg elsker dig som ven," sagde han, og smed trøjen ned til hende. "Jeg lader aldrig mine venner dø. Det er sket en gang, jeg vil aldrig miste en ven mere," sagde han stille.

"Tak" hn greb trøjen og kiggede op på ham og tog den på. "Men din 'ven' her har lyst til og dø" da hun sagde ven lavede hun gåse teng med fingerne, "hvordan kan jeg være sikker på at jeg kan stole på dig.. det kan også godt være at du kender dem fr amin skole og du så slader til dem. om hvor syg i hovedet jeg er " sagde hun og kiggede op på ham

"Jeg går ikke engang på din skole," sagde han stille. "Jeg bor endda i Twihi. Jeg går ikke i skole," sagde han stille. "Jeg ved ikke, hvem der driller dig, men de kender dig ikke," sagde han stille. "Det er muligt min ven er syg i hovedet, det er muligt, min ven vil dø, men det vil jeg ikke have, hun gør," sagde han stille. Han svang sig på hovedet fra træet, som hang et par meter oppe i luften. "Og det er slet ikke sygt i hovedet?" spurgte han, og gav slip, så han hang i benene.

Hsyley kiggede bare på ham og nikkede "Jo det er sygt i hovedet, " hun sukkede dybt og satte sig ned igen, "Undskyld men jeg stoler bare ikke så nemt på folk.. men vil du ikek nok beholde trøjen.. det kan godt være jeg elsker dig og trøjen men det vilel være syndt for trøjen og bo hos en der er sindsug" hviskede hun ..

"Trøjen beskytter dig nemlig mod at gøre syge ting. Jeg elsker dig som ven, og derfor vil jeg ikke have, at du skader dig selv, eller dræber dig selv," sagde han stille, og smed trøjen hen til hende. "Det er mit ønske at du tager imod den," sagde han stille.

Hayley tog trøjen og sank en klumb, og vendte sig imod ham og kiggede ham alvorligt i øjne "Er du sikker på at jeg skal beholde trøjen...helt seriøst" spugerte hun

"Hvis det er det der skal til, for at du ikke skader dig selv. Ja," sagde han bestemmt, og kiggede hende i øjnene, med sine blodrøde øjne, som lyste stille.

Hayley så ham roligt i øjne og tog trøjen på, "Tak" hun vidste ikek havd hun skulle sige ..

Han betragtede hende stille. "Så lidt," sagde han, og satte sig op. Han kravlede ind til stammen, hvor hun ikke kunne se ham. Han lod sit blik forsvinde bag hans hænder, mens han tænkte: *Det var tæt på*

Hayley duftede kort til trøjen som duftede af ham og smilede sødt og kiggede kort efter ham men satte sig så stille ned
og lænede sig op af trammen til træet og lukkede øjne ..

"Jeg vil gerne sige tak," sagde han stille. "Tak, fordi du stadig er i live." Han sukkede stille. "Hvem skulle jeg ellers snakke med, komme til, hvis det ikke var dig?" Spurgte han stille.

Hun kiggede kort overrasket på ham.og bed sig i læben.. "Øhm" hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige.. hun ville ikke sige noget sumt så hun tænkte sig exstar godt om.. "Jeg synes ikke du skal takke mig.. men jeg vil gerne sige tak til dig...for at du reddet mig" hun kravlede op i træet til ham og satte sig stille foran ham og tog tøvende ghans hænder i sine og kiggede ham i øjne. "Tro mig.. og jeg ved godt du ikke tro på det jeg siger nu.. men jeg ved der kommer nogle i dit liv.. som vil betyde noget for dig.." hun slap hans hånd og lagde meget roligt sin hånd på hans bryst der hvor hans hjerte var.. "Det her hjerte er godt.. jeg er sikker på at du enten finder kærlighed.. ellers finder du gode venner.. du må bare ikke være bange for det" hviskede hun og kiggede ham roligt i øjne.. alle de ord hun sagde kom lige fra hjertet.. hun holdte meget af ham,...

"Jeg takker dig... Og det vil jeg blive ved med," sagde han stille, og lukkede øjnene. Han kunne mærke, at hun hurtigt, var oppe i træet ved ham. Hun tog hans hænder, og det fik ham til at ryste svagt. "Vil... Vil du ikke godt give slip?" spurgte han, med en synkende klump, og en meget hæs stemme. Han bed sig i læben, og begyndte stille, at kunne mærke, at hans hjerte hoppede hurtigere og hurtigere. "Tro mig..." Sagde han efter hende, og tog sine hænder til sig, og kiggede ned på dem, med et hadefuldt blik. "Tro mig... Der kommer ingen i mit liv, som elsker mig. Jeg skal ikke elske den person... JEg har ladet dig vise, hvilket godt hjerte jeg har, og det havde nær kostet dig livet. Nej! Jeg tager ikke den cahnce igen... Jeg er kommet til at holde af dig, og derfor vil jeg ikke have, at du dør. Tænk nu, hvis det sker igen," sagde han stille. "Mit hjerte banker. Det banker for noget godt... Måske, men alligevel. Jeg vil ikke vise mit sande jeg mere," sagde han beslutsomt, og åbnede øjnene, og betragtede hendes snukke, klare øjne med sine egne, blå juvel-øjne.

Hayley så ham i øjne og bed sig i læben.. "Jeg kan ikke lide du ryster hver gang jeg røre dig.. det er det der gør mig mig utryk.. det gør mig utryk på den måde at jeg er bange for du ikke holder af mig.. " hun tænkte lidt og bed sig i læben og rykkede sig roligt hen til ham og fjernede sin hånd fra hans brystkasse.. "Jeg vil ikek være skyld i at du ikek vil have nogle pige.. jeg var vedog begå selvmord ja.. men det var jo ikek din skyld.. og det vil det aldrig være.. det vil kun være din skyld at jeg laver" hviskede hun alvorligt hun kiggede ham i øjne.. Hayley øjne var dybt inde i hans da hun sagde. "Dit hjerte banker for noegt..og jeg ved du kommer til og finde ud af det.. det eneste jeg ikke vilel gøre vis jeg var dig er at falde for et menneske.. vis du er så bange for at såre nogle så lade vær" hun bed sig svagt i læben men slap den så og fugtede sine læber og kiggede ham forsat i øjne ..

Renai kiggede hurtigt væk, da hun forsøgte at skabe øjenkontakt. Hans mørke hår dækkede fra siden af, og fik hans øjne til at forsvinde helt ind i mørket. "Du kan ikke røre mig. Det skal du bare være glad for," sagde han fast besluttet på, at han mente det. "Jeg er skade for mig selv, og mine omgivelser. Jeg var skyld i, du ville hænge dig selv, og det vil jeg ikke være igen," sagde han, og sprang hurtigt op i grenen foroven dem. Han sad der alene, og rykkede så tæt ind til stammen som muligt, og var lige ved at kvase sine knogler. Han trak vejret langsomt. "Jeg er skyld i du lever, fordi jeg skyldte dig livet." Han sukkede. "Jeg skuffede dig, sårede dig, og det vil jeg ikke igen. Aldrig igen," sagde han stille, og lod sit blik lukke sammen, i det dytre, dunkle mørke. Han bed sig hårdt i læben. "Mit hjerte banker ikke for nogen. Ikke for noget. Mit hjerte banker ikke," sagde han stille, og hans øjne skinnede som en stor diamant, da der endelig var kommet tårer i hans øjne. De gled ned ad hans kinder som små, smukke krystaller. De faldte ned på jorden, nogle forduftede, andre blev splittet i flere dele, og tørrede ud i den fugtige jord, som den kolde regn havde forårsaget. Han bed sig i læben. "Jeg sårer alle. Det vil jeg blive ved med," sagde han trist. "Hvis jeg flader for et menneske, så holder jeg lav profil," sagde han bestemt.