Skyggerne kalder!

Dato: d. 13.
Årstid: Forår
Dag: Fredag
Vejr: Regn, og en hylende, vild vind
Sted: Den Mørke Skov
Tid: Halv elleve - aften
Omgivelser: Der er noget der tuder, og der er flere end bare Renai, men hvem ved han ikke. Der er for mørkt


Renai gik rundt i den mørke skov. Han længtes efter skyggerne, efter alt det mørke, og onde. Han sukkede, mens hans brystkasse hoppede meget langsomt, og hans vejrtrækninger dybe. Han havde en åben skjorte på, så hans bare overkrop, skilte sig ud. Han skubbede sin trøje lidt tilbage, ved at trække den tilbage, og sætte hænderne i lommen, med armene som støtte for, at trøjen ikke faldte tilbage. Hans velformede overkrop og hans vilde brystkasse hoppede langsomt, da han trak vejret dybt. Han kunne mærke regnen på hans bare hud, mens han sukkede svagt igen.

Hayley sad oppe i et træ ikke så langt væk fra ham, hun så hvordan hans brystkassede hoppede og hun viidste ikke om han var sur eller om det ville værer en dårlig idee og hoppe ned til ham. Hun blev derfor siddene i træet og lænede sig op af træstammen, hun var helt stille og hendes øjne hvilede på ham da han kom tætter og tætter på hende, hun ventede bare på at han vilel ligge mærke til hende. Hayley havde et bar stramme sorte jeans på og en hvid bluse men hun havde en sort hætte trøje ud over heldivis for ellers havde men kunne se hendes bryster..

Renai gik videre, uden den mindste anelse om, hvem der lurede. Han var ikke specielt bange, for hvad dog? Han kunne ikke se, hvad han skulle være bange for. Han kunne udtrykke sig selv, han kunne alt herinde. Der var mørkt, men altså, folk kunne stadig se ham. Han kunne gå ind i skyggerne og gemme sig, men han kunne også lade være. Han ville ønske han kunne gøre noget, for at udtrykke sin frustration, men han kunne ikke. Hans evner til at kontrollere forskellige elementer, var ikke den rigtige løsning. Tænk hvis han blev overvåget - som han gjorde. Han vidste godt, nogen eller noget, kiggede på ham, men hvem eller hvad? Han kunne ikke afsløre sig selv, slet ikke før han vidste racen, eller hvem det var?

Hayley lod sine øjne hvile på ham. Bare lidt endnu- hun hoppede så ned da han var tæt nok på hende,.Og stod nu foran ham, Hayley var ikke en bange hun dæmon- som mange ander var. "Godaften" sagde hun roligt og undersøgt kort hans overkrop men kiggede så hurtigt på hans ansigt og smilede roligt og venligt til ham, hun havde hænderne i lommerne og hun var landt i hug men hun stod op nu ..

Han blev bange, og smidigt, gik han hurtigt op på hænderne, fløj bagover, og satte lidt for hårdt bagud, så han fløj ind i et træ. Han havde endnu ikke lært at styre sin evne, med enorm kræft? Han sukkede og ømmede sig lidt. Selvom han var dæmon, så kunne det jo godt gøre ondt. Han tav, da han ikke sagde noget lige nu. Tænk hvis hun var et menneske? Så havde han lige røbet sin evne. Han ville for et kort øjeblik ønske personen død, da han ikke ville afsløre sig selv, for et menneske. At afsløre sig for et menneske, ville være det samme, som at stå nøgen. Han undersøgte hende nøje, og kunne se det ikke var et menneske. Så kom ordene. "Godaften," sagde han, og kravlede hurtigt om bag træet og gled ned i knæ. Han bed sig i læben. *tumpe* tænkte han stille.

Hayley fik et chok i det han nærmest fløj azf h til, hun bed sig i læben og stivnede så hun kunne ikke få sig selv til og gå der over. Men nu kendte hun jo hans evne, hun nikkede kort til ham imens han var tav- mere kunne hun slet ikke begrund af choket. Men da han kravlede bag træet lagde hun hovedet på skrå og kiggede underne efter ham, hun gik så med langsomme og lydløåse skridt hen imod ham, og gik rundt om træet og var nu foran ham igen, "Det må du altså undskylde, " hun så undskyldene på ham. men det andrede sig til et tænkene udtry "Er du okay" spugerte hun ..

Han sukkede stille, og bed sig let i læben. Han kiggede ned på sine hænder, og undlod at svare hende. "Jeg er som en skygge på væggen. Du kan ikke skade mig, du kan ikke hjælpe mig, du kan ikke have ondt af mig. Jeg er en skygge, du kan se mig ikke mere," sagde han stille og kiggede rundt. Han kiggede ned på sine hænder igen, og noterede, nú var de kun dém, og derfor, vidste han nu, at det var hénde, som havde gemt sig, ikke noget.

"Du er ikke kun en skygge, og jeg ville sakens kunne hjælp dig" hun smilede et skævt smil som var ret frækt men det havde hun bare ikke selv langt mærke til, Hayley kiggede kort rundt for at se om han så nogle hun ikke havde lagt mærke til, hun satte sig ned i hug og kiggede på ham med et venligt smil, "Hmm.." sagde hun tænkene og bed sig lidt i læben men slap den så og smilet kom frem på hendes læber igen..

"Jeg er kun en skygge. Du burde ikke hjælpe mig," sagde han stille og kiggede op på hende. Hun var stadig lidt højere end han, da han sad helt ned, og heller ikke rank. Han noterede hvert træk ved hende, hendes påklædning, hendes smukke træk, og hendes frække smil. Han ville dig ikke kommentere det, og gjorde bare det, som han synes var rigtigt. Han lukkede øjnene, og lod blikket køre ned på sine hænder igen, dog bare med lukkede øjne, dene gang.

Hayley lagde bare hovedet på skrå og hendes smil var stadig på hendes læber hun tog blidt om hans hage og løftede hans hovede op så vis han åbnede øjne ville han kunne kigge hende i øjne, "Jeg er ligeglad med hvad du er, jeg vil bare gerne hjælpe dig" hviskede hun hendes øjne havde et smukt glimt og hendes smil var sødt men stadig en anelse frækt, "Og jeg er ligeglad med om du er en skygge og jeg hedder Hayley foresten" mens hun snakkede havde hun smilet på læberne..

"Renai," sagde han hurtigt og lod sit hovede, glide ned til siden. Han ville ikke kigge på hende. Hans hovede faldte, og derefter lod han sit hovede falde ned, så han kunne se sit skød, hvis han åbnede øjnene. Han sukkede svagt. "Jeg er en skygge, jeg er det du ikke ønsker at være. Du skal ikke hjælpe mig, for der er intet at hjælpe mig med," sagde han roligt. "Jeg er ked af det, men hvis du hjælper mig, så vil din skygge forsvinde, og du vil blvie din egen skygge," sagde han stille og sukkede. "En skygge uden ro," sagde han og kiggede over mod en hule. "Jeg ønsker intet godt for nogen,2 sagde han og holdte hånden, fladt over hulen. Han pressede sammen, og hulen faldte sammen. "Så sidder der et dyr fast," sagde han stille, og kunne se en ankel, fra et dådyr, sidde i klemme mellem stenene. "Jeg ønsker ikke, at du skal ryge ned på mit skyggeniveau," sagde han og gav slip, så stenene faldte væk, og dådyret haltede.

Hayley så en smule overrasket på ham over det han sagde og over det han gjoder, hun kiggede hen på hulen hvordådyret lå, hun sank kort en klumb men så så på ham, "Jo du har, og jeg vil gerne hjælpe dig, du har det ikke så godt og det er tydeligt og se" hun holdte en pause og lagde hænderne på hans kinder og drejede hans hovede så han så på hende, "Og jeg kan ikke holde ud og se folk på denne her måde, " sagde hun stille og sandt nok Hayley kunne ikke lide og se ander ha det dårligt heller lide, "Jeg er sikker på du har noget godt inde i dig" hun kiggede ham i øjne ,.

"Klart, du tror der er noget godt i mig, men du ved godt allerede, at jeg er dæmon fra det ydre til det indre. De folk som kommer til at elske mig, er dem som selv er kolde," sagde han og lukkede øjnene. Hans øjne skinnede hele tiden, så han ville ikke kigge på hende. Han bed sig let i læben, og tog en dyb indånding. "Du er bange allerede nu, jeg vil fraråde dig at røre mig," sagde han og fik løsnet sig fri. Smidigt gled han ned, og med sin styrke presset sig fra stammen han sad op ad, og under hendes ben. Hurtigt over til hulen, hvor han sad klæbet fast, lidt ligesom en skygge. Han havde dog brugt lidt af sine evner.

"Nej " sagde hun til det med de kolde, hun kiggede efter ham og fulgte ham med blikket så hun så hver en lille bevæglese, hun vendte sig om og kiggede på ham, "Hold nu op, jeg er ikke bange og jeg prøver bare på og hjælpe dig," hun gik hen til ham og kiggede på ham, "Ellers er det dig der er bange for at vise dit sande jeg" sagde hun og kiggede på ham med to spøgerne øjne som glimtrede og hun smilede ikke ..

Han havde stadig lukkede øjne, men han kunne huske tingene, som de var. Han sukkede. "Jeg er kold, og folk kan ikke bare se bag mig," sagde han stille. Han kunne høre hun kom tættere på. Han sukkede og åbnede øjnene, så hun kunne få et glimt af hans smukke, grønne og blå øjne, som glimtede smukt i natten. Han kune se et træ, og satte af med sins tyrke, og greb fat i en gren og trak sig op. "Nej, jeg er ikke bange for at vise mit sande jeg. Jeg er bange for du vil synes om det," sagde han og gled over grenene, som gled han som en slange. Lidt længere ned, og om på den anden side af træet.

Hayley lavede et ryg og var nu over ved det træ hun stod op af træet og havde bare hoppet derfor, "Jeg kan se..og du er jo så lidt bange for at vise dit sande jeg..men kun til mig, hvorfor?" spugerte hun, hun tog roligt fat i ham og hev ham op og stå hun kiggede ham roligt ind i hans smukke øjne og faldt kort i staver, Hayley's brune øjne glimtrede selv smukt i natten men det var vel bare ders dæmon øjne. Hun lukkede kort øjne og kom tilbage til sig selv, "Jeg prøver bare og hjælpe dig..pleas vis mig dit sande jeg" hviskede hun bedene..

Han smilte roligt. "Jeg er bang eofr du kommer til at kunne li' mit sande jeg. Det vil jeg ikke lade ske, for dit hejrte banker for en anden, kan jeg mærke," sagde han roligt. Han hoppede ned på jorden, så der lød et svagt knæk. Han sukkede roligt, og lod sin overkrop, hoppe som den ville. Den hoppede ret hurtigt, han var ret enrvøs, noget han ikke havde været før. Han stod helt stille, mens han lukkede øjnene. "Jeg har ikke lyst til at lege; gemmeleg, eller fangeleg,2 sagde han stille og bed sig kort i læben.

Hayley kiggede underne på ham og stod ´med rat ryg, "Ja men vis mit hjerte virkelig banker for en anden vil det ikke falde for dig, så vis mig nu dit sande jeg" sagde hun roligt dog meget bedene, "Vi skal heller ikke lege fanger heller gemmer vis mig nu bare dig forhelved" Hayley's lunde var kort, og hun savnede Jake og når hun savnede nogle var hun nem og gører sur, men hun gav ikke op ..

"Jeg kan mærke på dig, at du har kort lunte. Jeg ved godt du elsker en, men jeg er stadig bange," sagde han roligt. Han rejste sig, så hans skjorte blafrede svagt i vinden, og regnen plaskede på ham. Han var rolig, men sur, så hans krop blev også varm. Nogle regndråber fordampede bare væk, men det gik dog hurtigt over. Han sukkede og kiggede ned ad sig selv. "Jeg vil virkelig ikke lege med dig. Jeg ved ikke, hvilken leg det hedder, når jeg gemmer mig for dig. Når mit sande jeg gemmer sig, men den leg vil jeg ikke. Lad mig nu bare være, som den jeg nu engang er," sagde han stille og kiggede hurtigt rundt.

"Hvorfor går du så meget op i om jeg elsker en anden" hun gik hen til ham og prøvede og fange hans blik, "Ja jeg har en kort lunde.. men vis du ikke vil lege gemmer hvorfor gør du det så?.. vis mig nu bare hvem du er og jeg lover dig at jeg ikke falder for dig" sagde hun og hendes stemme var rolig men alvorlig, "Så nej jeg lader dig ikke værer før du vider mig det.. Jeg har ikke tænkt mig og give op så let" hun algde hovedet på skrå og kiggede spøgerne på ham, "Er det svært og værer en anden en man sikkert ikke engang selv kan lide" sagde hun og løftede det ene øjenbryn?

"Jeg går kun op i, hvad der er bedst for dig. Og det bedste er, du ikke kender til mit sande jeg," sagde han og sprang til side, og fortsatte i en anden 'vejbane', hvor efter at skifte tilbage da han var forbi hende igen. Han åbnede sine øjne igen, mens han sukkede dybt. "du har en kort lunte, ja," sagde han og stoppede op, og kunne mærke vinden i hans hår. "Jeg kan ikke li' den anden jeg har, det er derfor jeg gemmer mig bag denne her facade," sagde han køligt nu, og lugtede, og kunne lugte hvor hun var, og hvad der ellers var omkring ham.

Hayley fulgte ham med blikket og igen hendes kundte var jo kort. "Så stå dog forhelved stille!" hun vendte sig om og kiggede på ham, " Jeg er træt af folk og ders facader" hun tog en dyb indåndning for at slappe af, "Renai jeg er den eneste der er her ude og jeg er den eneste der ved du har en facade på, så vis mig nu bare hvem du er, så når du er sammen med mig kan du slappe af..,.for du skal ikke komme og sige til mig det er nemt og spille skuespil hele tiden" hun kiggede på ham og hende's blik var spøgerne og hun smilede ikke men hun havde knyttet hænder og de lå i hendes jakke lommer..

Han sukkede kort. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal vise dig. Jeg er blevet klæbet til den her facade nu, så det er meget nemt at spille skuespil nu," sagde han roligt og stoppede op. Hans brystkasse hoppede meget langsomt, som trak han næsten ikke vejret. "Undskyld," sagde han og løb hurtigt hen mod stenmuren, og sparkede så den faldte fra hinanden, og i det han sparkede fløj han over mod hende, dog lidt for langt, så han satte hånden ned for at bremse det, at han gled. Hans brystkasse hoppede vildt nu, og han var sur. Han var blevet ophidset, og ville bare væk nu.

Hayley fik et chok over det han gjoder, hun blev helt tavs og det hun skulle svære, Hayley så han kom nærmest flyvende hen imod hende, hun bakkede men hun nåede det ikke, han ramte hende og hun faldt roligt ned og lå nu ned, hun skubbede ham væk og satte sig op og kiggede på ham, "Hvorfor gør du det der" hun hentydet til vægen hun løftede det ene øjenbryn og sad op..

/7Jeg gætter på at han ramte hende xD //

"Se, du vil ikke ønske at kende den rigtige," sagde han og sprang hurtigt tilbage, så langt fra ham han kunne, dog ramte han ind i et træ igen. Han dog så hårdt, at det gamle store træ, rystede. "Se, jeg ødelægger alting. Du skal ikke tænke på mig," sagde han stille. "Jeg forsøger ikke at slippe af med dig, men jeg forsøger at beskytte dig fra mig," sagde han stille. "Jeg var mild imod dig," sagde han roligt.