Silence blood In the Night?

"Jeg stoler dig, og jeg ved, at du ikke er mærkelig..." sagde han stille, og kiggede på hende. Han bed sig let i læben, og rejste sig først op nu, da det var blevet kodlt.

Misaki smilede og sagde" Så vil du også lade mig beholde min
lille hemmelighed og stole på at jeg måske fortæller dig den
når jeg klar". hun rødmede let og vidste det var meget at
be ham om når han havde vist så meget af ham selv og fortalt...
så meget

"Jeg vil gerne prøve... Men tænk på, at hvis du føler det jeg tror, så er du klar over, du skal, gå rundt med den følelse, hver gang du ser mig, indtil du har brug for at sige det. Prøv... Prøv at sig det nu. Du skal bare sige, hvis jeg presser dig for meget. Jeg vil bare gerne være sikker på, at du træffer det rigtige. Er det rigtige at vente? Hvis der kan ske en forandring ved du siger det nu, men at det ville gå tabt, hvis du sagde det en anden gang," sagde han roligt.

Misaki gik hen til ham og tog noget sne og smilede
og trykkede det stille ned i hans dejlige sorte hår og
grinte og sagde" Så Hotti tror du ikke du skal køle lidt ned
inden du over opheder din hjerne med alle de tanker"
. hun rødmede sødt og børstede sneen væk det meste af
det og gik lidt væk fra ham og vendte sig om og sagde"
Men det jo en hemmelighed og mystikken vil ikke være der
vis jeg bryder hemmeligheden". Hun grinte og kunne ikke rigtig forstå
hvad hun helt mente med det

"Det er jo dit valg, Hemmelighed og mystik, eller fremskridt, og mulig udvikling..." sagde han stille, og satte sig på en gravsten, med benene trukket lidt op, ryggen foroverbøjet, og hvilede armene i hans varme skød.

Misaki så på ham lidt og sagde" ja men
... men". hun kiggede lidt på ham og satte sig hurtigt
ned og gemte sit ansigt i sine hænder og sagde
"Jeg ... Jeg kan godt li dig": fik hun frem stammet og så lidt
mod ham og rødmede meget nu og bed sig i tungen

Han bed sig let i læben, og gik hen til hende. Han lagde armene om hende, og undgik at ryste. "Men.. Hvordan lide?" hviskede han sødt i hendes øre, og lod sin ene hugtand ramme hendes øre, med vilje, bare blidt. Han bed sig hårdt i læben, og lod den ene hånd glide op til hendes hænder. "Hvis dig nu. Du er smuk, må jeg ikke se på det?" spurgte han stille.

Misaki fjernede langsomt sine hænder og så op ham
og rødmede yderliger af at han var så tæt op at hende
at hun ku mærke hans krop mod hendes... hun så lidt over skuldren
på ham og sagde" Jeg kan... kan rigtig rigtig godt li... dig".
Hun turde ikke sige at hun troede hun var ved at blive forelsket i ham måske....
men hun vidste bare at hun godt ku li ham mere end hun normalt ku ved nogen

Han bed sig kort i læben. "Hvad føles mest rigtigt, så?" spurgte han stille. Han gik om foran hende, og krammede hende blidt. "Føles det mest rigtigt, eller gør det her," sagde han, og lod sine læber meget langsomt, køre hen mod hendes, hvor efter han ramte hendes læber, blidt, en gang, og trak sig tilbage. "Eller sådan. Hvad føles rarest?" spurgte han stille.

Misaki stod helt i en drømme verden og åbnede sine øjne og
sagde" Kysset men jeg øh det vi burde ikke.. selv om det
var dejligt jeg ikke sikker? jeg øøøh jeg ved ik". Hun så på
ham helt forvirrede og kiggede på ham og vidste ikke hva hun sku
sige eller gør... vinden blæste hendes duft med sig og mod Renai og
Hendes arm var endelig stoppede med at bløde... hun kiggede lidt
på Renai og bed sig lidt i læben hvor efter hun kom til at bidde et lille
hul... ved et uheld

"Hvis kysset var det rareste, så sig det?" sagde han stille. "Du er bange for, at jeg ikke føler den samme måde?" spurgte han stille, og kiggede hende i øjnene. Hendes klare blå øjne, mod hans blodrøde, næsten ildrøde øjne. Han smilte stille, og lagde en hånd på hendes kind, blidt. Han lod sin tommelfinger tørre boldet væk. Han blev fristet til at slikke det af sin tommelfinger, men gjorde det ikke. "Du skal ikke bide dig i læben," sagde han stille.

Hun rødmede let og sagde" det ... Det var det vel"
i det hun sagde det kunne man se hendes øjne skinnede mere
og hun rødmede yderliger og prøvede at skule det men endte
med at se lidt mærkelig ud... hun så på ham og sagde"
Undskyld `jeg var ikke klar over jeg bed så hårdt". hun tog sig til læben
og så på sin hånd at det stadig blødte.. der dryppede lidt ned på sneen fra hendes læbe...

"Er det så min tur, til at indrømme, om jeg virkelig godt kan li dig, eller bare kan li dig?" spurgte han med et lille smil. "Og det med læben... det er okay," sagde han med et smil. Han lod sin finger køre blidt over hendes læbe inge, og kiggede på blodet.

Misaki så genert på ham og rødmede meget
da hans finger strøg over hendes blødige læber.. hendes
mund var lidt fyldt med blod fra hendes læbe da hun havde bidt temmeligt
dybt hun så på hans klare øjne og sagde" nej det behøves du ikke fordi der..
sker jo intet mellem os uanset hvad vi har lige mødt hinanden men jeg føler lidt
at jeg har kendt dig i længer tid": Hun rødmede og strøg sit lange hår bag ved sit øre
og ku mærke der løb lidt blod ned af hendes læber igen så hun ville tag det væk med sin
finger

"Og, hvorfor sker der intet mellem os? Det er fordi du er bange for, at jeg siger, jeg abre godt kan lide dig. Du vil ikke se sandheden i øjnene. At jeg rent faktsik holder af dig, og virkelig godt kan lide dig... Så vi gør ikke noget ved det, hvis du ikke vil..." sagde han roligt.

Misaki strøg sit hår væk fra sin hals og flettede det
lidt og sagde" jeg ... vi har jo lige mødt hinanden". Hun rødmede
da hun så på ham og sagde" men jeg vild med dig men
det går også så hurtigt ". Hun turde ikke sige noget.. hun så på hans
læber og øjne og strøg sin hånd mod hans kind blidt og lod sit hår
blive ved med at være flettede til den ene side

"Det gik ret hurtigt.... Men jeg tror på kærlighed ved første blik," hviskede han i hendes øre. "Og så kan man ikke gå for stærkt," sagde han stille, og lod sin hån, presse hårdt ned mod hendes hul. Ikke så hårdt, at det gjorde ondt, men det kunne sagtens svie. Hun kendte ikke til frygt, men kendte hun til smerte? Den eneste måde, han alligevel ville kunne stoppe blodet på, var ved at blokere det.

Misaki så undrende på ham og sagde" hey det
svier faktisk lidt dit presse dyr". hun grinte og tog noget af det blod
hun havde på sin hånd over på hans og sagde" nu vil jeg
tegne et blod dyr fodspor på din hånd så sid helt stille"
Hun grinte og prikkede 4 gange på hans hånd så man ku se lidt
at der var et fodspor eller det sku ligne det.. hun grinte og sagde"
Jeg tror det er stoppede med at bløde nu så bare gi ned Renai".

Han lod sin finger glide ned, men han lod stadig sin hånd være på hendes kind. "Bare svar mig på en ting. Vil du ikke gøre noget ved det? Vil du ikke have, der sker noget?" spurgte han stille, og kiggede dybt i hendes klare blå øjne.

Misaki så lidt på ham og over rødmede
og sagde" Jeg.. Jeg ... Jeg tør ikke"...
Hun var for første gang bange fordi hun sku
træffe et valg... et meget vigtigt valg.... hun så på ham og rejste
sig op og sagde" Jeg ved ik hva jeg skal svare"...

"Det er det nemmeste, som man kan," sagde han stille. Han lod sin hånd glide ned til hendes byrst, der hvor hjertet sad. "Hvad siger dit hejrte til det?" spurgte han stille. Hjertet betød meget, at man skulle følge det.

Misaki gik helt i chok hun vidste ikke hva hun
sku gøre der var så meget pres hendes hjerne sagde
nej men hendes hjerte sagde ja...
hun tog sig til hovedet og sagde" Av mit hoved".
Hun begyndte at bløde ud af næsen og tog hurtig hånden der op til
og sagde" Øøøh jeg kommer lige". Hun vendte rykken til ham og så på blodet
og tænkte*hvor er du dum! Misaki At få næse blod over noget der er så let
at svare på*

"Nej. Det er min skyld. Jeg skal ikke lægge sådan et pres på dig," sagde han, og trådte bagud. Han kiggede trist ned i jorden, da han var skyld i, at hun nu stod og blødte. Det tiltrak bare mere, men han holdte sig lidt på afstand, mens han lukkede øjnene.

Misaki tørte det væk og fik blodet af sine hænder ved hjælp af
sneen og gik mod ham og sagde" Hør Renai Vi Har lige Arh!".
Hun gled få meter fra ham og af ren refleks tog hun fat i ham

Hans reflekser, tog fat i hende, og kiggede på hende. "Jeg ved det. Vi har lige mødt hinanden... du har ret... Det er dumt. Men vi vil begge fortryde det, snere hen... Det ved du godt," sagde han stille, og trak hende op.