Silence blood In the Night?

"Jeg er varm pga. min evne. Prøv," sagde han stille, og tog hende ved hendes håndled. Han lod sin evne træde i kraft, og lod sin hånd føre hendes hånd, over hans krop. Uden at røre, ville hun nu kunne mærke, at han var varmere end en kogeplade.

Misaki så på ham og sagde" årh wauw den er perfekt i kamp og
vis man ikke vil ha nogen pige skal rør ved sig Renai". Hun smilede
og rødmede let og sagde" årh! forresten så mit navn Misaki".
Hun smilede kært og så lidt ned i jorden og sagde" årh det minder mig
om du skal bare sige vis det træls jeg rør ved dig det bare du så nuttet"

"Jeg kan ikke sige dig imod, når du rører ved mig... det hjælper mig," sagde han stille, og tog sin evne lidt af. "Ja, det er en god evne," sagde han hurtigt, og gav slip på hendes hånd. "Det er okay, du rører ved mig," sagde han med et svagt, varmt smil.

Misaki så uskyldigt op mod himlen med et smil
på hendes rosen røde læber og sagde"?
når jeg rør ved dig hva hjælper det?".
Hun kiggede sødt på ham og lukkede øjnene i et smil
og så på ham igen og prikkede blidt til hans brystkasse og
lagde hovedet på skrå som en lille hunde hvalp

"Jeg har... ikke snakket med nogen i 897 år, og jeg har aldrig set en pige før... Før en af mine venner... Du er den anden pige jeg har set. Jeg ryster, når folk kommer for tæt på mig. Du hjælper mig, med at træne mig... Langsomt går fremad," sagde han stille.

Misaki rødmede og lyste helt op og
blev så glad at hun ikke kunne lade vær
men gav ham et kram og sagde" årh! Renai
hvor er du dog bare Nuttet". Hun smilede sødt op til ham og
strøg en hånd gennem sit hår og rødmede let i mens hun så lidt
flovt på ham over det lange kram

Renai smilte stille, og modtog et kram. Han kunne mærke, at hans ønske om at hun kunne røre ham, var ved at forsvinde. HAn blev lige så stille varmere og varmere, da hans evne ikke kunne kontrolleres mere. Han rstede lidt over hele kroppen. "Det er det der sker, hver gang en pige kommer for tæt på," sagde han stille.

Misaki så på ham og slap ham stille og sagde
"det måske fordi du bare ikke kan li at blive rørt
ved desuden behøves du ikke blive bange jeg vil dig
kun venskab intet andet": Hun smilede sødt og så lidt
på ham og rørte ved ham med en finger og sagde" det egenlig mærkeligt
hvorfor det sker??"

"Jeg... heg stoler på dig. Men det er problemet..." sagde han stille, og sukkede svagt. "Jeg kan ikke lide at blive rørt, jo. Men ikke ldie, at stå så tæt på en person," sagde han stille.

Misaki så på ham og så lidt ned og sagde" årh okay, Men
hvorfor kan du ikke det??". Hun så lidt på ham og hendes
smil visnede lidt mens hun gik lidt væk fra ham

"Forestil dig, ikke at blive rørt af bogen som helst, i 897 år. Hvordan ville du så have det, med et kram?" Spurgte han stille, og kiggede hende i øjnene, med et glødende, blidt blik.

Misaki så ham i øjnene og rødmede let og sagde
"Det ... Det ved jeg ikke men jeg kan kun forstille mig
hvordan det må føles hvor ensomt det må ha været".
der trillede en tåre ned af hendes blanke næsten sne hvide
hud og hun så på ham med sine klare blå øjne mod hans ..

HAns blodrøde, næsten ildrøde øjne, skinnede i mørket, og månens lys. "Der er ingen grund til at græde over det..." sagde han, og tog hendes tårer, da den blev gylden, for månens lyse skær i nattens mørke, dunkle.

Misaki så på ham og sagde"
jo fordi jeg krammet dig og det sku jeg
aldrig ha gjordt". Hun så lidt væk fra ham og så på
ham igen og tog sit hår til siden og strøg sine finger
igennem det i mens hun prøvede at få et lille smil frem

"Hey... Du kunne ikke vide bedre," sagde han stille, og kærtegnede hendes kind. "Det er din skyld, jeg kan røre dig, uden at ryste," sagde han stille, og lod sin hånd køre hen til hendes hage, hvor efter han forsigtigt drejede hendes hovede hen mod hans.

Misaki så på ham og rødmede let og strøg noget af sit
hår væk fra ansigtet.. hun kunne næsten ikke få et ord frem
fordi som han heller ikke var. var hun heller ikke vand til at
blive rørt ved.. Hun smilede kært og rødmede igen flovt
og sagde" så... Så jeg har ikke gjordt noget forkert"
Hun smilede og man ku se hun var født med nogen hugtænder
bare mindre end vampyrs men stadig spidse og lidt længer end de andre tænder
hvilket var hendes nuttede præg på det nuttet blå øje sne hvide ansigt hun havde

Renai smilte stille, og betragtede hende. "Jeg har heller ikke rørt dig... men, hvordan kunne du så give mig et kram?" Spurgte han undrende, og kiggede afslørende på hende.

Hun rødmede og sagde" fordi du er så sød og dejlig varm
og..." Hun greb sig selv i at fortsætte og smilede og sagde
"der bare noget specielt ved dig". Hun grinte sødt og
så lidt flovt på ham

"Men det kan jeg da ikke gøre for? Hvis du nu var mit bytte, var jeg blevet meget mere tiltrækkende overfor dig," sagde han stille. "Men lige nu, er du ikke mit offer," sagde han roligt.

Misaki smilede og sagde" Nå dit bytte hva ?? er jeg måske
ikke smuk nok til at være dit bytte": Hun grinte og flagrede lidt med sin hvide kjole
og satte sig ved en grav sten og grinte

"Jo. Du er netop for smuk til, at du skal være mit bytte... Jeg vil ikke udsætte dig for noget," sagde han roligt, og rettede lidt på sit hår. Han kiggede på hende, med sine blodrøde øjne. "Men jeg kunne vise dig, hvordan jeg ellers er ud," sagde han stille.

Misaki rødmede mega og sagde
"Syn... syntes du virkelig jeg så? smuk Renai?"
Hun så lidt genert ned mod jorden og smilede kært til
ham hvor hun strøg sit hår til siden og sagde" joo vis mig det"
Hendes blå øjne så mod ham og hun så meget mere glad ud nu

Renai sukkede. "Ja, Misaki. Jeg synes virkelig du er så smuk," sagde han stille, og lod hende blive sit bytte. Han gik hen mod hende, med de blodrøde, faretruende røde øjne. De viste; had, kulde, fare og følelsesladte. Han smilte ondt, men blev en slags balnding af et koldt smil, og et blidt smil. Hans øjne lyste op i had, hvilket fremhævede hans krop, som blev stærkere, og skinnede meget mere i månelyset. Den lyste kraftigt ind på hans hud, så han nærmest glitrede. Hans stikkende øjne, og hans skræmmende kolde mil, gjorde hans gyldne krop mere sexet.

Misaki over rødmede og tænkte*Årh! hvor er han dog smuk!!!
Og her står jeg og må se så grim ud i forhold til ham*
Hun så lidt væk og Rødmede let.. vinden blæste så hendes hår bevægede sig
nærmest magisk og fik hende til at ligne lidt det man kunne kalde en engel..
Misaki så på ham igen og sagde" så dette er din rigtig form ? Renai. Du er virkelig
smuk i vampyr form troede ikke du kunne blive smukkere". de blå øjne hvilede
blidt mod hans krop og blikket var fyldt med glæde og nysgerrighed..
Hun strøg sit hår væk og roede lidt i det og smilede kært til ham

Renai kom til sig selv, og faldte ned på knæ. "Nej! Jeg vil ikke skade dig," sagde han stille. Han kiggede ned i jorden, mens han sukkede roligt. "Det er min form, når jeg jagter," sagde han roligt.