Med toget...

"Hvordan er det at være vampyr?" spurgte Stacia, ud af det blå. Hun vidste godt at det nok var svært at svare på, men hun kunne simpelthen ikke dy sig længere. Spørgsmålet havde længe ligget på tungen af hende, men hun havde ikke stillet det før nu.

"Det er okay. Men smerten du skal gennemgå for at blive det, den er ulidelig," sagde han stille. "U'udholdende," sagde han roligt. Han rettede lidt på sit hår, og betragterde hende med et smil.

Stacia så lidt på ham, før hun også smilede. "Jeg spørger meget.." konstaterede hun så, og så ned i jorden. Hun vidste godt at det kunne være utroligt irreterende, når folk blev ved med at spørge om alt muligt shit. Hvis der var hendes der var blevet udspurgte på den måde var hun nok blevet godt og grundigt gal i skralden.

Han lod sit blik hvile roligt på hende. "Ja. Det er godt du selv kan indrømme det," sagde han og grinte lidt. Han smilte stille, og kiggede venligt på hende. Hans blodrøde øjne, var kommet tilbage, med en flammen i hans øjne, indenunder hans blodrøde øjne.

Stacia vendte kort øjne af den kommentar og mumlede: "Sikkert." Dog smilede hun alligevel, og kørte hånden gennem sit hår. Hun var så småt begyndt at overveje om hun mon ikke skulle se at finde et sted at tilbringe natten, da stationen ikke var videre lokkende. Godt nok havde hun så hun kunne overnatte stortset hvor som helst, men det ville nu alligevel være rarere med en ly med lidt mere læ end det stationen kunne tilbude.

Han smilte stille. Han lod sit blik betragte hende. Han kunne se, at hun stod og tænkte. Over hvad, det vidste han ikke. Ville han vide det? Han ville ikke spørge, han gik abre hen til bænken, og satte sig og tog avisen frem igen, da han så et menenske komme forbi. Han havde ikke fået gemt sine hugtænder væk, så han måtte gemme sig fra mennesket, indtil det var væk.

Stacia fulgte den forbipasserende med øjnene, og gik så hen og satte sig ved siden af Renai. "Hvorfor fortalte du mig alt det her?" spurgte hun, og så ned af perronen. Hun vendte dog sit mørke blik mod Renai, og så spørgende på ham.

Renai smilte stille til hende. "Du var ny. Nysgerrig, og jeg havde ikke regnet med, at da du var ny, havde fundet noget sted at sove. Så derfor ville jeg beskytte dig, så du ved, hvad der kan luske rundt om aftenen," sagde han med et nik. "Var det forkert af mig?" spurgte han stille.

Hun trak lidt på den ene skulder. "Jeg ved det ikke.. Altså jeg mener.. Det er mærkeligt at tænke på." svarede hun, og rystede kort på hovedet over sine egne formuleringsproblemer. "Du ville beskytte mig?.. Hvorfor?" spurgte hun, og fik et lettere undrende udtryk i ansigtet. Lignede hun en der skulle beskyttes? Forhåbentlig ikke.. Det kunne selvfølgelig være at Renai bare var den type der ville beskytte alt og alle..

"Fordi, alle fortjener at leve?" sagde han stille, og smilte til hende. "Du fortjener at leve, nu hvor du er kommet til en farlig by. Du fortjener at leve, lige så vel som ... andre fortjener at leve." Han skulle lige til at sige sig selv, men han var jo allerede en slags ''død''.

Et svagt grin lød fra Stacia læber, og hun smilede skævt. "En farlig by.. Sådan nogle har jeg klaret før, så mon ikke jeg også klarer denne her.." sagde hun, og så kort op mod himlen. Hun var vant til fare - en anden slags fare ganske vidst - og var rimelig god til at håndtere det. Fare havde været en del af hendes opvækst, selvom hun havde været mere eller mindre beskyttet af sin fars status.. Indtil den dag hun trodsede ham for første gang vel at mærke.

Renai smilte stille. "Du har kalret mange byer... Du bliver overrasket, over, hvad denne by, har at byde på," sagde han stille. Han smilte stille. Fare var han også vant til. Han var der under anden verdenskrig. Under første verdenskrig. Han var der under den hellige krig. Han havde været mange steder, mange gange.

"Det er jeg da i hvert fald blevet indtil videre." konstaterede hun, og smilede skævt. "Hvor er du egentlig fra? Oprindeligt?" spurgte hun så, og vendte de mørke øjne mod ham. Hun brød sig egentlig godt om hans selvskab. Kunne godt lide den måde han tog alting stille og roligt.

"Jeg... kan ikke huske det," sagde han tomt. Han lod sit blik hvile på en rubrik med en masse ord i. Han smilte til sig selv da han læste en nyhed om olie fundet i Indien. Det var slet ikke spændende, og hvad skulle han bruge det til? Han kunne drikke olie, men hvorfor skulle han det?

"Undskyld" mumlede hun, og så ned på sine fødder.
Et ord mere, og du kommer ikke ud igen! Mindet af den stærke røst fik Stacia til at skutte sig. Hvorfor hun kom til at tænke på det, var hun ikke helt klar over.. Men hun vidste bare at hun hadede den stemme, og forhåbenligt ikke ville komme til at høre den igen.. Forhåbenligt ikke...

Han smilte til hende. "Tænk ikke mere på det. Efter 900 år, så bliver ens hukommelse lidt rusten," sagde han stille. "Mine forældres navne var ..." sagde han, og kunne ikke huske det. "Nej, det kan jeg heller ikke huske," sagde han, og grinte lidt af sig selv.

Stacia smilede svagt. "Jeg er fra Rusland" fortalte hun så, og så på ham med et lille smil. Hun var glad for sit hjemland, men ville sandsynligvis ikke vende tilbage til det før om meget lang tid, hvis hun da nogen sinde ville komme tilbage..

Renai smilte. "Der har jeg sikkert også været," sagde han, som var det en åbenlys ting, at have været der. Men ... under Den Hellige Krig, der var man jo alle steder? Alle steder, over alt, på få sekunder. Du kunne have boet i Frankrig, og flyttet til Tyrkiet? Der var så megen tomult, at man var bange for at bo, der hvor man boede, selv om, det ikke var mere sikkert at flytte et andet sted hen.