Med toget...

Dato : Irl
Årstid : Vinter
Dag : Irl
Vejr : Koldt og tåget
Sted : På togstationen?
Tid : 21.30
Omgivelser : Ingen ud over Stacia
Påklædning : En hvid tanktop, et par jeans, en gammel læder jakke og et par udtrådte converse.

Toget forlod stationen, og kørte videre mod den næste.
Stacia stod på platformen, og så rundt. Hun strøg en tot af det halv lange mørke hår væk fra ansigtet, og hankede op i den store sportstaske.
Hun lignede på mange måder en normal teenager, hvilket hun vel egentlig også var.. Når man altså så bort fra hendes herkomst, og det faktum at hun stod i en helt og adeles fremmed by uden noget bestemt sted at tage hen.
Et faktum der faktisk godt kunne gå hen og skabe problemer...

Renai sad bag en avis. Han var godt nok 'ung', af en teenager at være. Men ingen vidste vel, at han var vampyr. Han var faktisk gammel. Han var med til at se, da Norge blev selvstændig, han havde set Hitler skyde sig selv. Han havde set en masse ting, og nu sad han rolig. På en bænk midt inde på en tog station, uden noget egentlig at lave.

Stacia sukkede kort, og satte sig i bevægelse, stadig uden at vide hvor hun skulle gå hen. Hendes blik blev fanget af en dreng der sad på en af bænkene og læste avis. Var det ikke lidt sent at side og læse i en avis?.. Stacia rystede svagt på hovedet, og et næsten usynligt smil voksede frem på hendes ansigt. Folk havde de særeste vane, det vidste hun godt, men at læse avis klokken jeg-ved-ikke-hvad på en kold togstation?... Men det var vel hans sag..

Han kunne høre, at nogen kom hen mod ham. Han trak avisen tættere om sig, og lod sit blik, forsigtigt glide forbi avisen. En pige opfangede hans blik. En smuk pige, opfangede hans ivrige blik. Han sukkede stille, og fik gemt sine hugtænder væk. Hun så ud til næsten lige at være ankommet... at støde på en vampyr, ville ikke være så fedt. Og dog, hans evne gjorde, at han var meget varm, og hun ikke kunne sidde for tæt på ham, da han var varmere end en varm kogeplade.

"Er der noget spændende at læse om?" Stacia's tykke russiske accent skar stærkt igennem hendes ord når hun talte. De fleste var nok bare gået forbi ham uden et ord, og havde ladet som om de ikke havde bemærket ham, men Stacia... Hun savnede vel egentlig bare selvskab.. Det var ikke ligefrem sjovt at rejse rundt uden mange penge på lommen..

Han trak avisen tættere om ansigtet, så hun ikke kunne se de hugtænder, som han var i gang med at gemme væk. "Det er da fint nok," sagde han lettere hæst, for at få hende til at tro, at han lige skulle noget. Han fik dem gemt væk. "Du må gerne se... men, jeg sidder bare her, fordi det er emget pænt... Rodet, men rart," sagde han stille. "Kulden mod huden, og stjernerne... de er altid kalre herfra," sagde han stille. Han lod blikket glide over på hende, hvor efter han betragtede hende, mens han lagde avisen ned, så hun abre kunne tage den.

Stacia smilede svagt over hvad han sagde.. "Må jeg sætte mig?2 spurgte hun ham, og nikkede mod bænken han sad på. Til tider var Stacia rent faktisk helt høflig.. Men det var nu mest når hun enten var i selvskab hvor høflighed var en livsnødvændighed, eller når hun ikke ville virke alt for flabet.

Han betragtede hende stå der. "Ja, helst. Det må være trættende, at stå op," sagde han med et smil. Han kiggede rundt. De var kun dem. Han kunne mt fortælle hende alt, omkring den magiske verden, men det burde han ikke. Han måtte vidst hellere holde det hemmeligt. Men allerede ved første blik, følte han, at han ville kunne stole hende.

Hun satte sig, og stilte den store taske ved sine fødder. "Hvad hedder du?" spurgte hun og lod det mørke, næsten sorte øjne hvile på ham. Han var egentlig ret flot afgjorde hun, og kørte en hånden gennem håret. En vane hun havde, når hun selv mente at hun havde gjordt noget dumt.. Egentlig havde hun jo ikke gjordt noget dumt, men så alligevel? Hvem sagde at det ikke var dumt at begynde at snakke med en komplet fremmed på en øde station sent om aftenen?...

Han lod sine blodrøde øjne rettes mod hende, mens hans sorte hår blæste lidt til siden, i vinden. "Renai... Og et andet, emget langt navn," sagde han stille. "Hvad med dit?" spurgte han stille, og blinkede en gang, da vinden blæste lige ind i hans øjne. Han smilte varmt til hende, mens han betragtede hendes skønhed. Hun var virkelig smuk, og han var selv vampyr. Hvor gik det lige hen? Han kunne ikke gå og flirte, eller synes et menneske var flot. Hun vidste det garanteret ikke.

"Stacia" svarede hun med et let smil, og betragtede hans ansigt. Hun bemærkede den besynderlige røde farve på hans øjne, men slog det hen som at det måtte være kontaktlincer. Egentlig var Stacia ikke hendes navn, men det var sådan hun præsenterede sig, og sådan hun ville kendes. Hun havde levet længe nok i skyggen af sit familie navn, hvilket også var grunden til at hun ikke befandt sig i en stor dyr villa i Moskva.

"Rart at møde dig..." sagde han, og betragtede hende. Han bed sig kort i læben. "Jeg ved det... Mine øjne... de er ikke naturlige..." sagde han stille, og lukkede øjnene, så hun slap for at se de blodrøde, næsten ildrøde øjne, som var varme, blide og kærlige. Han sukkede roligt, da han ikke vidste, vhad han elelrs skulle. Han ville ikke være vild, men rolig.

"Jeg ville gætte på kontanklincer?" fortalte hun med et smil, og vendte blikket ud mod sporene. Et tog susede larmende forbi, og Stacia lukkede per automatik øjnene i ved den høje lyd. Hun åbnede dem først da toget havde passeret, og skævede til Renai med et skævt smil.

Han bed sig i læben. "Jeg burde holde det hemmeligt, men nej. Det er unaturligt for dig, men ikke for mig... jeg har ingen kontaktlinser i," sagde han roligt. "Jeg har ikke noget i øjnene, andet en omsorg," sagde han roligt, og rettede lidt på sit hår, mens han betragtede hendes skønhed. Hun var nu også meget sød.

Stacia fik straks et tænkende udtryk i ansigtet. Hvad i al verden mente han dog med det? "Unaturligt for mig, men ikke for dig?.. Hvordan det?" spurgte hun, da det absolut ingen mening gav i hendes hoved. Stacia var et meget realistisk menneske, og tænkte utroligt logisk..

Han fik et glimt af, hvad han havde sagt. "Glem det," sagde han, og slog hånden for munden. Han bed sig let i læben, bag hænderne. Han betragtede hende sidde dér, og bare gruble over det han sagde. Men hvad, hun ville aldrig gætte det; "Hør. Jeg vil gerne sige det, men jeg skal kunne stole på dig," sagde han stille.

"Aha.. Kan jeg å udfra at det ikke ville overbevise dig selvom jeg fortalte dig at du kunne stole på mig?" spurgte hun stadig spekulernde. Han opførte sig meget... Ordinært - for at sige det med et pænt ord - efter Stacia's mening. Stacia var meget loyal overfor folk hun mente fortjente det. Men hvis man ikke fortjente det, var hun omtrænt lige så loyal som en snegl var hurtig.

"Jeg er bange for, at det er en for stor hemmelighed til, at du kan klare den. Ikke at du vil sige det videre, for ingen ville tro dig... Ikke uden beviser. Men du må love mig, at du ikke bliver bange," sagde han stille. Det kunne godt være, at hun ikke var bange, som hun kunne sige, men det ville alligevel være ret overvældende at få at vide, at der var mere mellem himmel og jord end mennesker.

Stacia kneb øjnene en smule sammen, og betragtede ham tavst en tid. Hun trak fødderne op på bænken så hun sad bedre, og åbnede de mørke øjne mere op igen. "Jeg er ikke så let at skræmme." forsikrede hun ham, og nysgerrigheden nærmest lyste ud af øjnene på hende. Nej let at skræmme var hun ikke.. Men man kunne heller ikke rigtigt for vente andet da hun trodsalt var datter af en den russiske mafia's topfamilier.

Renai smilte stille. Han rettede lidt på sit hår, mens han lukkede øjnene. Han bed sig kort i læben. "Stoler du på mig?" spurgte han stille, mens han kiggede på hende, med sine blodrøde øjne. Han lod sit blik falde på hende, mens han betragtede hende. Hun var meget smuk, men det kunne han ikke sige til hende. Han rejste sig op, og smilte varmt til hende. "Jeg tør godt vise dig det, hvis du virkelig gerne vil det," sagde han, og gik hen foran hende. Han rakte hånden frem mod hende.

Stacia blev med et betænkelig. At stole på nogen kunne være farligt.. Specielt når man ikke kendte vedkomende ordenligt. Et lidt tid tog hun alligevel hans hånd, da hun ikke ville bakke ud nu. "Hvad er det du vil vise mig?" spurgte hun og så op på ham, med øjne der så lige så sorte ud som kul..

Han lukkede om den. "Jeg ved, jeg lyder som en tosse, men jeg er ikke en landsbytosse." Han smilte varmt til hende. "Jeg vil vise dig, at der findes mere end mennesker. Der findes: Dæmoner, vampyrer, engle og dusørjægere..." sagde han stille. "Jeg kan nok ikke bevise det... Men mine øjne... jeg er... vampyr," sagde han stille, og gav slip på hendes hånd, da hun sikkert godt kunne gå i pnaik, sådan at være så tæt på en vampyr.

"En vampyr? Du er en vampyr?" Stacia var fuldstændig rolig, omend noget skeptisk. Hun rejste sig op fra bænken og så undersøgende på ham. "Okay, lad os antage at det faktisk passer.. Så kan du ikke tåle sollys, og kors og alt det der bull?" spurgte hun undrende, og vendte blikket mod hans ansigt.

"Lad os ikke antage. Lad os ikke sige. Lad os bevise," sagde han stille. "Jeg kan godt holde til det, men min hud har ikke godt af det. Kors, gør mig ikke noget. Det meste af det er rygter. Vi ahr god lugtesans. Men alle tror, at vampyrer er drabelige," sagde han stille, og lod sine hugtænder vises, som et bevis på han var det. "Du tager det bedre, end jeg havde troet," sagde han med et blidt smil til hende.

Et ulæseligt udtryk gled over hendes ansigt da tænderne kom frem. "Som sagt er jeg ikke så let at skræmme" svarede hun, og lukkede kort øjnene. "En vampyr?" gentog hun for sig selv, og så på ham igen. "Vievand? Passer det? At I ikke kan tåle det? Og hvad med halshugning? Slår det jer ihjel?" Tunsinde spørgsmål væltede frem i hendes hoved, og et smil bredte sig atter på hendes ansigt. Hun vidste ikke helt hvor vidt hun rent faktisk troede på det, eller om det måske vare var en drøm?