Med toget...

"Vievand er dødeligt for os... Kirker i det hele taget, er dødeligt... Halshugning dræber os," sagde han roligt. Han bed sig kort i læben. "Tror du på mig?" spurgte han stille, og var ret sikker på hun gjorde. Han kneb øjnene sammen. "Vi har også evner. Forskellige evner," sagde han stille, og kiggede på hende. Han lukkede øjnene, så hans blodrøde øjne ikke lyste, over hendes skønhed. Han ville spærre øjnene op for, hvor smuk hun var, men han kune ikke. Det ville bare være for mærkeligt, og for underligt.

"Jeg er stadig ikke sikker. Men på den anden side findes der så meget der virker som om det hører til i en anden verden så hvorfor ikke også vampyrer og dæmoner..." svarede hun tænkende, og betragtede ham roligt. "Hvad er så dine evner?" spurgte hun nysgerrigt, og så på hans lukkede øjne.

"Du kan ikke røre mig," sagde han, og lukkede øjnene. "Praktisk i kamp, og jeg gjorde nytte af den, midt i første verdenskrig," sagde han stille. Han smilte til hende. "Ingen kan røre mig, som jeg ikke vil ahve rører mig. Du er velkommen til at prøve," sagde han stille, og smilte stille til hende, mens han blev varmere og varmere.

"Hmm.. I dette tilfælde tror jeg at jeg vil vælge at tage dine ord for gode vare.." sagde hun, og rystede svagt på hovedet. "1. verdenskrig? Hvor gammel er du? Lever i for evigt, eller dør i rent faktisk af alderdom på et tidspunkt?" spurgte hun videre, i et forsøg på at få det hele til at hænge sammen. Hun heldede stadig mest til at det hele bare var en drøm, men hvis det var, sp var det da i hvert fald ikke en dårlig en.

"Spørger du om, hvornår jeg blev vampyr, eller spørger du, hvor gammel jeg blev. Altså. Vil du vide, min eksistens. Hvor lang tid, jeg har eksisteret. eller vil du vide min alder, den alder jeg er i, da jeg blev bidt?" spurgte han stille, og kiggede. "Jeg er nitten, men har levet siden år elleve hundrede," sagde han stille, og smilte til hende. "Tror du på mig?" Spurgte han stille, og smilte blidt til hende.

Stacia tog en dyb indånding, og tænkte sig om. "Ja.. Det tror jeg faktisk at jeg gør.. " svarede hun og smilede over hele situationen. Den måde han kunne beskrive det på.. Enten så var han virkelig god til at lyve eller også talte han virkelig sandt.. Stacia besluttede sig for at tro på det sidste, selv om det lød komplet vanvittigt. "Men... Vampyrer er så ikke monstre som dem på film?" spurgte hun tænksomt.

"Det kommer an på ..." sagde han, og sprang om bag hende. "Om det her, ville være et monster," sagde han, og lagde armene om hende bagfra. "Og, hivs jeg var et monster. Havde jeg så ikke spist dig for lang tid siden, i stedet for at afsløre mig selv?" spurgte han, og sprang tilbage ind i en væg, og satte af, og stod igen foran hende. "Vi er ikke monstre... Eller, nogle er... dem vi klader barbarer, men andre lever af dyr... Vi er ikke grotske, eller voldelige," sagde han med et smil.

Stacia gispede svagt idet han lagde armene omkring hende bagfra, og blinkede med øjnene da han så igen stod foran hende. "Gør ikke sådan igen" bad hun ham med en næsten hviskende stemme. Hun holdt om sig selv der hvor hans arme havde været, og så på ham med et ulæseligt blik. Stacia var ikke ligefrem den store fan af kropsligkontakt, og undgik det forså vidt muligt. Hun så hverken sur eller bange ud, bare... Ulæselig.. Det var ikke til at se hvilke følelser der vældede igennem hende, ikke til at se hvilke hemligheder der vældtede rundt mellem hinanden i hendes hoved. Stacia var en pige af mange hemligheder. Hemligheder hun ikke nævnte og som regel ikke svarede på spørgsmål omkring..

"Jeg gjorde det, for at bevise, vi ikke er onde. Jeg havde undåget det, hvis jeg kunne," sagde han stille. "Jeg bryder mig ikke om, at komme for tæt på folk," sagde han stille, og betragtede hende stille. Hvilket han faktisk så. Hun var lidt for tæt på. Han trådte et skridt tilbage, og faldte ud på et spor. Han lagde fint der, problemet var, at noget rystede. Noget... Han kiggede, og der kom nogle lygter. Han sukkede stille. Han rejste sig, og kunne ikke nå at stoppe op. Han lod sin krop være stopklods for toget. Han gled femten meter bag ud, da han var blevet ramt. Han stoppede toget, men fløj selv femten meter bagud, efterfulgt af et knæk i ryggen.

Stacia så forfærdet til da toget ramlede ind i ham. "Renai?!?" udbrød hun med en let skingerhed i stemmen. Hun bed sig nervøst i læben og stod hurtigt ved kanten ned til sporrene, da toget havde passeret. Selvom Renai var vampyr, så reagerede Stacia som et hvert menneske ville gøre når en anden blev kørt over af et tog. En let panik bredte sig i hende, og hun så efter Renai på skinnerne.

Renai åbnede forsigtigt øjnene. "Fedt... ikke igen!" Beklagede han irriteret. Det var ikke første gang det skete. Han kunne ikke bevæge sig, men han helede snart op igen. Men til den tid, så var det tog der holdte kørt forbi. Toget hodlte stille, og de tjekkede, hvad der var galt med toget. Renai lagde abre på skinnerne, totalt usynlig for alle, næsten da. Stacia, hun vidste han var der, men elelrs var han usynlig for dem, for de havde for travlt med deres tog.

"Renai er du okay?" spurgte hun bekymret. Hun kunne ikke lade være med at bekymre sig om hans ve og vel.. Han var trodsalt lige blevet ramt af et tog, hvilket ville tage livet af normale mennesker.. At han jo så ikke var et normalt menneske var en detalje Stacia helt glemte midt i det hele. Hun bed sig svagt i læben, og så skiftevis på Renai og dem der forsøgte at finde fejlen på toget der slet ikke var en fejl på toget.

//Logger nu. Godnat =3//

Renai smilte bare til hende. "Rolig... Jeg er slet ikke færdig endnu," sagde han stille. Lysene kom igen, og almindelige folk ville tro de så lyset. "Flyt dig... Jeg klarer mig... Jeg ryger lige under toget. Du bliver ramt. Gå, nu!" Sagde han stille, og kiggede på toget, som langsomt kom med større og større fart, hen mod dem.


//Okay ;D//

"Jeg bliver ikke ramt" svarede hun blot, og gik væk fra kanten, ind på perronen, igen. Hun gik over til sin taske, mest bare for at tjekke at den stadig var der. Hun havde den taske utroligt kær.. Eller faktisk var det nok mere indholdet af den hun havde kær.. Men det var jo sådan set oså alt hvad hun ejede, så det kom lidt som en selvfølge at hun havde det kært.

"Hvis du ikke bliver ramt, så er jeg tilfreds..." sagde han og lukkede øjnene. Toget kørte over ham, og han lagde til til, ikke at blive ramt. Han kunne høre den høje lyd, mens han kunne mærke susene i sit hår. "Nu må du da tro på, at jeg er vampyr," sagde han stille, og da toget var kørt forbi, rejste han sig, som om intet var sket. Det så heller ikke såda ud, da alle hans sår og ar, var helt væk, ikke en revne tilbage.

Stacia så på ham med et let overvejende blik, før hun nikkede. "Menneske er du i hvert fald ikke.." sagde hun så, da intet menneske ville kunne gøre det han lige havde gjordt, uden at få den mindste stramme. "Så du lever altså af blod?" det var mest af alt ment som en konklution, da hun lige skulle kunne følge med. Det lavede jo om på stortset hele hendes verdensbilled det han sagde og gjorde.

"Ja. Lige fra engleblod, til dyreblod..." sagde han stille. Han kravlede op fra skinnerne, og betragtede hende med et skrå hovede. "Og vi er slet ikke monstre, er vi?" Spurgte han med et smil. "Det kan være, at de andre er. Men ikke jeg," sagde han med et lille smil. Han kiggede på hende, med sit blodrøde blik. Det kørte rundt på stationen, men faldte tilbage på hende.

*Engle-.... Nå jo..* tænkte hun kort, og rystede på hovedet af sig selv. "Har du... Spist?" spurgte hun så, stadig helt roligt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle kalde det, så hun valgte bare et ord der lå lige for. Hun tænkte at hvis han nu var sulten, så var han måske ikke det aller smarteste selvskab, så hun ville lige sikre sig. Bare så han ikke lige pludselig overfaldt hende.. Det regnede hun nu ikke med at han ville, da han jo havde haft rigeligt med muligheder.

"Nej, ejg har ikke spist... for jeg er ikke sulten?" sagde han roligt. Han smilte til hende, mens han lukkkede øjnene. "Hvis du synes jeg er køn, så skal du lægge mærke til, om jeg kommer til at se anderledes ud. Vi vampyrer har en god tiltrækningsevne på vore ofre. Så, hvis jeg bliver mere tiltrækkende, så ikke gå hen mod mig," sagde han advarende.

Et svagt grin undslap hendes læber, før hun nikkede og så nogenlunde alvorlig ud. "Det skal jeg nok." svarede hun så, og smilede skævt. Jo han var da køn, men Stacia fandt ham nu ikke tiltrækkende.. Hun fandt i det hele taget ikke mænd tiltrækkende.. Men derfor kunne de da stadig godt være flotte, mente hun.

"Du er klar over, jeg mener det?" spurgte han stille, og hans øjne blev helt ildrøde. Der var flammer indeni, som sitrede i takt med, at han smilte venligt. Han rømmede sig svagt, og lukkede øjnene. "Jeg kan gætte mgi til, du ikke finder nogen tiltrækkende... Men det vil du, tro mig. Jeg kunne vise dig det, men så kan jeg ikke love, jeg ikke bider dig," sagde han stille. 2Det vil ejg ikke risikere," sagde han stille, og rettede på sit hår.

Stacia så lidt på ham, og rystede så på hovedet. "Jeg tager dig skam alvorligt, tvivl ikke på det." sagde hun så, og smilte svagt. "Åh jo jeg finder skam nogen tiltrækkende.. Bare ikke mænd." tilføjede hun så med skævt smil, og så lidt væk. Hun bed sig svagt i læben, men slap den så og så op på ham igen. Hun havde intet problem med at indrømme at hun ikke var til det modsatte køn, men var altid en smule nervøs for andres reaktioner, da nogle godt kunne blive ret så grove i det.

Han smilte, og det så ud som om det ikke tog på ham, hvilket det heller ikke gjorde. "Nu har jeg også en ven, som er til samme køn. Er det okay, jeg siger homoseksuel, eller er det nedladende?" spurgte han stille. Han ville ikke såre hende. "Nej, ved du hvad. Lige meget. Det skal der jo også være palds til i verden," sagde han med et smil. Han var ligeglad med, hvilket køn man var til. Så længe man stadig kunne snakke med folk.

Stacia grinte lidt af ham, og rystede igen på hovedet. "Kald det hvad du vil, det rager mig en høstblomst." svarede hun så, og smilede til ham. Hun hankede lidt op i tasken hun havde hængt over skulderen, og så på ham med et lettere undersøgende blik i de mørke øjne.

Han trak vejret stille. "Jeg holder bare mudn med det," sagde han stille, og lukkede øjnene. Han sukkede svagt, og åbnede øjnene igen. Han lod blikket glide rundt på stationen, som var ret tom.