Silence blood In the Night?

Tid : 23:45
Dato : maj : 12
Årstid : forår
Dag : lørdag
Vejr : vindens blæst er lun og solen er ved at gå ned
Sted : Kirkegården, ved gravstederne
Omgivelser : Træer der ligner Skygger og grav stene så stille som vinden der rammer dem




Misaki gik i mellem gravstene og kiggede rundt i mens hun
undrede sig over hvorfor der lå så mange samlede samme
sted nogen gange.. Hun kiggede rundt og satte sig .. hun havde
slået sin arm så den blødte lidt fra en flænge men hun lod det ikke
påvirke den smukke solnedgang.. der var helt stille intet kunne
høres ud over hendes vejrtræk og vindens blæst

Renai gik stille ud på kirkegården. Lågen knirkede da han åbnede den, så han sprang over den, og stod fast på jorden bagefter. Han lod sit blik vandre rundt, og han lugtede noget... noget blod? Han skyndte sieg efter det, da han troede det var et såret dyr. Han var så hurtig, at han ikke kunne standse op foran pigen, så han blev nødt til at hoppe. Han greb fat i kirketårnet, og blev tiltrukket af bloden, men holdt væk af pigen.

Misaki var i sine egne tanker indtil hun hørte ham komme
løbende... hun kiggede rundt og tænkte*hvad! Var det??*
Hun så efter fyren hun havde fået et lille glimt af og sagde
stille"Hallo?? er her nogen??"

Han kunne høre stemme fra en uskyldig pige. Han lod sin stemme fordreje, og bilve hæs. Så hæs en stemme, man ikke kunne undgå, den vandre ned over ryggen på en. En hvis kulde i stemmen. "Er det det du ønsker?" Spurgte han, og kravlede oven på kirken. Det var guds hus, så han havde svært ved at nærme sig, men han gjorde det.

Misaki så undrende rundt og sagde" hvad mener du med?
det jeg ønsker vis dig ?! for mig??". Hun kiggede rundt og gik lidt væk
der fra hvor stemmen kom fra og så rundt... hun satte sig på en gravsten og så mod kirketårnet

"Jeg kan ikke vise mig for dig," sagde han stille. "Du er tiltrækkende," sagde han stille, hvislende. Hans tænder var kommet til syne, da hun blødte svagt fra armen. det var det han mente med fristende, hun kunne selvfølgelig forstå det på en anden måde.

Misaki så rundt hun var ikke bange bare lidt irriteret
over at hun ikke ku se hvor han var..
Hun smilede sødt og sagde" kom nuuu frem med dig be om?
så du sød". Hun kiggede rundt og begyndte at gå mod stemmen og
sagde" tiltrækkende?? hvordan tiltrækkende??"

"Dit blod. Menneskeblod," sagde han stille. Flot, nu havde han røbet det. MENNESKEblod. Han var da for dum. Det betød vel, at han ikke var menneske. Men han krydsede fingre for, at hun ikke lagde mærke til det. Han bed sig let i læben, og sprang ned fra kirken, og landte med et hårdt knald i jordem. "Her er jeg så,2 sagde han, med sin normale, dybe stemme.

Misaki troede ikke på vampyr aliens varulve aspekter demoner
eller noget som helst så da han sagde menneskeblod smilede
hun og sagde sødt"Menneskeblod hvor er du sjov"
Hun gik hen i mor ham langsomt og kiggede på ham med
hovedet på skrå som en hunde hvalp og smilede kært og sagde
"Så hvad laver du her helt alene?? det kunne jo være farligt at
gå her der kunne stå en død op og æde dig": hun smilede og grinte
lidt

"Der kunne stå en død og æde mig? Jeg tvivler... Ingen kan dræbe mig. Hvad laver du da herude?" Spurgte han, og skulede til hende, da han kunne lugte hendes blod. Han gemte sine tænder hurtigt, og lod blikket falde på hendes skønhed.

Misaki smilede og strøg sit sne hvide hår væk fra hendes
ansigt og så på ham med sine klare lyse ulve blå øjne og
sagde" Mig jeg ude for at udforske eller retter for at se
hvad denne by har at byde på af mysterier". Hun smilede sødt
og så lidt på ham og sagde" hvad med dig?? hvad laver du da her
helt alene hr Der ingen der kan dræbe mig". Hun grinte sødt og smilede
venligt til ham og kiggede rundt hvor efter hendes blik faldt på ham

Renai smilte stille. "Denne her by, den har mange mysterier... Bare rolig... du vil ikke tro dine øjne. Der findes mere mellem himmel og jord, end I mennesker tror," sagde han stille, og gik roligt om bag hende.

Misaki grinte sødt og kiggede sig over skuldren og sagde
"Såå?? når du siger menneske hva sku da du være så?
En levende død som jeg fortalte dig om der ville æde dig cutie"
Hun smilede kært og roede sig fjollede i håret og
snoede noget om sin finger og så rigtig uskyldig ud og kiggede på sin
arm

"Ja, jeg skulle være den levende døde... Men ikke en, som skullle æde dig," sagde han stille. "Jeg har beviser, men jeg kan desværre ikke tillade mig, at vise min vernden for en dødelig," sagde han roligt.

Misaki tog sit hår til den ene side så hendes hals var blottet
og begyndte at flette det og sagde" en levende død siger du årh
jeg så bange men desværre tror jeg ikke på sådan noget". Hun vendte
sig mod ham og smilede sødt og sagde" men du nu stadig meget nuttet
af en fyr der går her helt alene?"

"Det er ikke min opgave, at få dig til ikke at tro... men indse, sandheden." sagde han, og lagde hændere foran hende øjne. "Det er dig der skal se på verden, med andre øjne," sagde han stille. "Prøv i det mindste... Prøv at forestille dig, du er i en 'overnaturlig' verden," sagde han stille.

Misaki smilede og sagde" Fjolle vis jeg sku det
såå?? såå... hmmm så ville jeg gerne møde en vampyr".
Hun tænkte over det og smilede sødt og lod stille
sine hænder køre op på hans og tog om hans hænder
og smilede sødt til ham og rødmede og sagde" men jeg
frygter intet ingen gang mørket så hvordan sku jeg forstille
mig en verden med magiske overnaturlige væsner??". Hun
så undrende på ham og slap blidt hans hænder og rødmede yderliger

"Det er ikke det, at være bange... men det, at du skal tro på sandheden. Hvis du gerne vil møde en vampyr, så er de meget tætte på menensker. De sover ikke," sagde han stille. "Hvorfra ved du voerhovedet, du kunne møde en vampyr?" spurgte han stille, og trådte om foran hende, langsomt.

Misaki rødmede og så på ham og sagde
"Jeg? ved det egenlig ikke men de altid forbundet
med overnaturlig ting og desuden er de smukke og flotte
og mystiske og blide og nogen er nok også vilde nærmest som
dig?? forresten hvad hedder du egenlig?"
Hun roede sig fjollede i håret og gik lidt mod ham og smilede kært

"Det er måske fordi, jeg er vampyr?" sagde han indlysende. "Lad mig bevise det," sagde han stille. "Mit navn er Renai, og jeg er virkelig ked af det, men jeg skal jo bevise det, før du tror på noget," sagde han stille. Han lod sine hænder køre om livet på hende, hvor efter han løftede hende op til hans ansigt. Han smilte stille til hende, og lagde hovedet let på skrå. "Nu... med en hånd," sagde han stille, og tog fat i hendes trøje, og lod den anden hånd give slip. "Kig på mine arme," sagde han, og hetydede til, at han var spinkel i armene.

Misaki grinte og tog rundt om ham også med bene blidt
og sagde" Hey ! Renai vis du taber mig". Hun smilede kært
og sagde" Hmm jeg ved nu ikke om jeg stadig er troende"
Hun så på ham lidt og smilede kært og kærtegnede hans kind blidt
med et strøg og slap ham så og rødmede let i mens hun kiggede den anden
vej hvor efter hun vendte blikket mod ham og sagde" vis du vampyr
hvor er dine tænder så?".

"Jeg har gemt dem... Okay, hvis vi siger det her: Vampyrer har fart, styrke og intet blod i sig," sagde han stille. "Jeg ville gerne rødme, fordi du gør det, jeg kan bare ikke..." sagde han med et lille smil. "Jeg vil vise dig det;" sagde han, og fik sine tænder frem. "Okay... Så kig her," sagde han stille. Han lod sin trøje trække af. Han samlede en masse sten i trøjen. Han smilte til hende. "Løft lige den trøje," sagde han med et smil.

Misaki prøvede og prøvede og sagde" det kan jeg da ikke??"
Hun smilede og prøvede og sagde" årh! jeg for svag". Hun
prøvede igen og rev sig på en af stene og sagde"
Årh og nu rev jeg mig også hihi av av??". Hun smilede sødt og
rødmede let og slikkede det væk bare for at drille ham lidt
selv om det blødte lidt mere af det nu på hendes finger

"Du er ikke svag. Der lægger 300 kilo deri," sagde han stille, og smilte. Han samlede den op med begge hænder, og smed den væk. "Jeg henter den," sagde han, og løb med overdrevet fart, hem mod vejen han kastede stenene. Han greb dem, da han satte af, i et stærkt hop. Man kunne ikke høre stenene ramme jorden, da han havde grebet dem. Han gik stille tilbage. "Jeg tror, vi mstede den her," sagde han, og smed trøjen ned foran hendes fødder. Han smilte med sine hugtænder.

Misaki så lidt chokeret og overrasket ud
og smilede så over kært til ham og sagde" Wauw!
det var fantastisk og den måde du løb på og nåår ja??
sku jeg egenlig ikke være bange for dig eller sådan noget". Hun grinte
sødt og smilede til ham og prikkede ham stille på næsen og sagde" Skulle
vampyre ?? egenlig ikke være kolde?". Hun rørte blidt ved hans kind og over
rødmede da hun tog sig selv i at rør ved hans dejlige hud.. Hun så flovt væk og rødmede
yderliger