Skyggerne kalder!

Hayley lukkede øjne hårdt i da han hoppede væk. hun lyttede til alt hvad hn sagde men kunne ikek sige noget hun var bare ikek enige. "Nej.. du ved ikke en skid.. om hvorfor jeg gjor det jeg gjor.. jeg ve det.. jeg skrider du daf dit liv..og dig og dit lille menneske i ka hygge jer" Hayley's hånd blev ramt af hans tåre. hun sank en klumb og græd selv. "Nu du vel glad.. jeg er her ikek mere.. du kan bare stå der og se mig falde.. for du er ikke den eneste der dræber.. jeg skal nok gå" hun hoppede ned og lænede i knæ. hun hev trøjen af og kastede den på jodern. "Giv den til dit menneske" hun begyndte og løbe og begyndte og græde..

//Undskyld min krea er ikke for god idag, //

Renai sukkede stille, da han kunne mærke at hendes energi var oppe at ringe, helt hundred. Han kunne ikke stoppe. Han havde ikke grædt i snart: 900 år, og nu skulle han græde over en dæmon. Han syntes han var ynkelig. Han var patetisk. Idiotisk. Han følte en stor trang til selv at tage lviet, som hun havde forsøgt. Problemet var bare, at han var mere fornuftig. Han ville ikke give sin sjæl til nogen, ikke endnu. "Jeg ved ikke, hvorfor du gjorde det, men jeg var prikke over I'et." Han sprang ned efter sin trøje, som var blevet smidt på jorden, i en specifik vrede. Han sukkede stille, og knyttede hænderne hårdt sammen om skjorten. "Jeg er ikke den eneste, der dræber." Han gentog hendes ord, men de gav stadig ingen mening. "Hvad mener du med det?" Han var uforstående, og på bare fødder ligenu. Han sukkede irriteret. "Jeg er ikke glad. Ser jeg måske glad ud?" spurgte han, mens tårene løb langsomt, men ikke diskret ned ad hans kinder. "Ligner jeg en, som har haft verdens lykkeligste dag, ved at miste dig?" spurgte han, og snøftede diskret.

Hayley løb og kunne tydeligt høre hvad hn sagde hun løb og løb men synes selv at hun ikke kom nogle vejne hun kom ud af hans syne og lagde sig ned på græsset på maven med panden imod græsset og havde øjne lukket hårdt i. "Jeg er ynklig" hviskede hun bare til sig selv.. Hayley var løbet langt væk så han ikke kunne se hende. selvom hun gerne ville svare på det han sagde. Hayley kunne bare ikke klare mere. hun havde det som om døden råbte på hende. og hun vilel gøre hvad der skulles gøre for at tag sit eget liv..

Han sukkede stille. Han måtte høre fra hende. Han kunne nærmest ikke leve foruden hende. HAn satte farten op, og lod sine ben svæve i den store hast. Han sukkede, og sveden blev blandet sammen med tårerne, som kørte ned ad hans kinder i frustration. Hans hjerte slog hurtigt, da han satte farten op, og pressede sig til det sidste. Hans krop føltes tung, og han havde skjorten i hånden. Regnen var slap, men når han løb så stærkt, blev den pisket mod ham igen. Han fik mærker, som sad på ryggen af ham. Han nåede endelig hen til Hayley, og faldte på knæ. "Du... Er... Ikke... Ynkelig," sagde han stønnende, da han havde løbet langt på kort tid.

Hayley så ikke på ham men hun så bare væk og bed sig hårdt i læben imens så hun ind i et træ.. hendes tårer trillede ned af hendes kinder.. "Jo jeg er.. du ved ikke en skid!" sagde hun grædene og rejste sig og begyndte og løbe væk fra ham igen og var så tørstig og svimmel på samme tid..

Han trak vejret i store stød, mens han bare så til, at hun løb væk. Hans åndedræt var tunge, og det hele flimrede for ham. Han havde løbet for hurtigt, og han havde intet fået at drikke eller spise. Han lod bare et smil være på læben, da han faldte bag over og besvimede. Han kunne høre et tordenbrag, som slgo ned tæt på ham, men det var så algt væk fra ham, som var han i et andet land.

Hayley vendte sig om i det hun hørte noget.. "Shit" hun tørrede tårerne væk og løb træt hen til ham og lagde trøjen over ham og kiggede på ham.. "Renai.. hallo er du okai" spugerte hun og bed sig i læben.. "Jeg.. undkysl" hun kiggede kort rundt.. selvom rengen gjorer ondt lod hun ham beholde hans trøje ..

Renai lå bare på jorden, livløs. Hans ellers så smukke krop, var en stor, tung sten. Han trak ikke vejret, eller det gjorde han, men det kunne ikke ses, eller høres. Han var gået i en slags koma, han selv kunne styre. Han var gået i koma, for ikke at hjælpe hende, for det var det, hun tydeligvis ikke ville ahve. Han håbede bare, at han ikke ville vågne igen.

"Reniai" hun slog ham med knytnæve i bryst.. "Vång op" sagde hun grædene og slog ham blidt på kinden.. "Vång pleas" hun lagde hovedet på hans bryst og begyndte og græde.. hun troede det var hendes skyld at hun hvade slået ahm ihejl

Han kunne mærke slag, meget langt væk. Han var sunket godt ind i dybet, og på vej til at dø, men skjorten som hun havde givet ham igen, holdte ham i live, ved at varme ham. Han kunne mærke hendes slag og stemme tydeligere. Han kunne mærke, at hendes tårer, som var af kærlighed til ham, trængte gennem skjorten, da skjorten var lavet af ren kærlighed, af stoffet fra kærlighed. Kærlighed besejrer alt, selv skjorten. Han lod dog ikke sine øjne åbnes, og forsøgte at ryge ind i koma igen, hvilket lykkedes for ham

"Alle dør omkring mig.. havd er det jeg gør forker" hun græd og slog ham tre gang med alt sin kræft i brysted.. "Vång!" råbte hun og det begyndte og lyne.. hun rykkede sig roligt tætter på ham og var gennem blødt og træt.. "Vång op.. ikke dø nu..ikke lige foran mig.. du min ven Renai" hun græd

Han sukkede inde i sig selv, men ville ikke vågne. Hun ville være alene, ikke have hjælp, så var han vel en ven, ikke at vågne op igen?? Så hun kunne slippe af med ham. Han mærkede tre hårde slag i brystet, men havde hun glemt, hun selv havde placeret skjorten der? Skjorten beskytte4de slagene, så for ham, var de slag bare små prik, som alle de andre regndråber, der ramte ham i hovedet.

"Undskyld.. vång nu bare op.. jeg vil ikke være alne" hun så bange rundt og tårerne trillede ned af hendes kinder.. "Renai." hun gav ham en lussing.. "Vång nu op for helved" sagde hun grædene ..

Hendes slag var små prik, som holdte ham i dyb tilstand, og ikke væk. Hans varme var ved at forlade kroppen, mens at hans blik indefra det sorte, blev mørkere og mørkere, og større og større lysglimt. Meget svært at forkalre. Han havde aldrig prøvet at forlade vernden før? Han kunne mærke, at regnen ikke ville give slip på ham, da den holdte ham fra, at træde ind i lyset, og vher gang Hayley slog ham, så blev lyset svagere, og der kom mørke igen. Som om han var ved at blive vækket igen? Hans åndedræt forsvandt helt, et par sekunder, men kom igen.

Hayley gik i panik hun hørte at han kort ikek traæ vejert og sætte sig ned og løftede hans hovde og lagdedet på sig skød.. hun tog trøjen og slog ham hårdt på brysted.. "Vång så op!" råbte hun og lagde sin panden imod hans og tårene rendte ned i hans mund og hun lagde ikek mærke til det med græd bare vider..

Renai lod sit blik flimre væk, og ryge ind i det dybe igen. Han kunne mærke, hvordan hendes slag blev til prik, og de prik blev svagere. Han kunne mærke noget salt i munden. Det bragte ham stille tilbage, men han nægtede at åbne øjnene. Han lukkede stille sine lunger, så han ikke trak vejret kort tid. Han lod dog sin mund hoste, da hendes tårer havde sat sig fast i hans luftrør.