Stjerneklar nat..

Dato: 18. februar
Årstid: Forår
Dag: Lørdag
Vejr: Koldt, Stjerneklart og Månen skinner.
Sted: Søen
Tid: Omkring kl 00:00
Omgivelser: Ingen
Tøj: http://www.shopcrazy.com.ph/wp-content/images/2009/01/black-multiway-tube-top_blue-grey-chiffon-skirt.jpg

_____________________________________

Vinden legede stille med vandet i søen. Bridget kiggede bare ned på vandet og måneskinnet fik hendes hud til at glimt svagt. Hendes brune hår balfrede i vinden, mens stjernerne glimtede svagt. Hun tog sig ikke af at der var en masse lyde omkring hende, hun så bare fortryllet på det glimtende vand. Hun overvejede et sekund at hoppe i vandet, men det var nok ikke for godt når hun ikke havde ordenligt tøj på. Hun var hurtigt oppe i et træ og sad på hug der. Hun havde hørt en lyd og hun vidste ikke om det var en vampyr eller en dæmon. Hendes røde øjne kiggede febrilskt rundt og hun ville ikke opdages. Da lyden var forsvundet, formede hendes læber sig til at lumskt smil. Hun ville ikke lade nogen som helt overrraske hende. Bridget var hurtigt nede ved søen igen og nu stod hun i vand til anklerne. Hun havde ingen sko på, men en nederdel og en top. Hendes jakke lå henne ved foden af et træ, hvor hun havde lagt den da hun ankom.
Vinden legede med hendes hår og en masse nye lyde kunne høres. Der var en som var på vej herhen og nogle andre lyde. Bridget holdte især øje med de kyde der kom fra den der var på vej. Hun havde lyn hurtigt vendt sig om og kiggede bare ind i skoven. Nu kunne hun også mærke følelserne fra personen. " Hvem er du?" Spurgte hun med en syngende stemme.

Uden at svare, gik Renai videre. Han gik med tomme øjne, lige ud mod hende. Han var kold, og fuldstændig færdig for følelser. Han var ude midt om natten, han vidste ikke hvorfor. Han følte sig fuldstændig forladt, det var den eneste følelse, som løb gennem hans krop. Da han endelig kunne høre stemmen, som blev båret af vinden, reagerede han svagt. Han gik med hurtige skridt, så hurtige, at han næsten løb. Han gik meget hurtigt, hvilket bragte ham hurtigt, væk fra Søen. Han sprang op i et træ, hvor hun tidligere havde siddet. Han lugtede lidt, og kunne lugte, at der havde været nogen før. Han sprang ned, og lavede en puslende lyd, da han landte i en masse blade. Han var bare i mørk, så han ikke kunne ses. Dog hans lyse jeans, de kunne tydeligt ses. Han betragtede en pige, langt fra ham. Ude i Søen, og han kneb øjnene sammen. Hvordan kunne det være, at folk så så smukke ud. Han følte sig grim, i forhold til hende. Han kiggede ned ad sig selv, og fandt sig selv yderst ydmyg over for hendes skønhed.
Han lukkede øjnene, og trak vejret roligt. Han bed sig i læben, og gemte sine hugtænder. Man kunne jo aldrig vide, om hun var et menneske? Han duftede til træets stamme, og kunne dufte noget. Han kunne dufte en pige i nærheden. Måske var det hende pigen, som havde sat sine duftspor? Han bed sig blidt i læben, og kiggede på hende igen. Han kiggede på hende, og så på sig selv. Hvad var det lige han så? Han syntes selv han var grim:

---

---

---

---

---

(Påklædning & frisure)

Bridget kiggede på ham og hendes øjne glødede lidt. Hun havde lige været ude og jage, selvom hun jagede dyr var hendes øjne ildrøde. Hun trak vejret langsomt og hendes bryst bevægede sig i takt med hendes vejrtrækning. Vinden tog i hendes nederdel og fik den til at bevæge sig lydløst om hendes blege ben. Drengen lignede ikke et menneske, tværtimod lignede han en vampyr. Hans hud var bleg og han var smuk på en anden måde. Hun gik et ksridt længere ud i vandet og havde mest af alt lyst til at fosvinde i det. Alle hans følelser kunne hun mærke, de overfaldt hende og hun blev overrrasket. Bridget vidste ikke hvad hun skulle sige, så hun bukkede under og satte sig lydløst ned i vandet. Hun havde est af alt lyst til at råbe op, men langsomt lukkede hun øjnene og fik ham til at blive roligere. Hun brugte sin evne på ham, så hun ikke behøvedet at spekulere på om han ville angribe hende. " Jeg spørger igen. Hvem er du?" Hviskede hun stille, men han ville sagtens kunne høre det. Vinden bar hendes ord vidt omkring, lydløse var de næsten.
Intet kunne få hende til at være venlig endnu, hun havde ikke tillid til andre end sig selv. Alle havde noget dårligt i sig, det vidste hun også at hun selv havde. Alle var ikke perfekte. Bridget kiggede påd rengen igen og hendes øjne lyste svagt. Hun var tålmodig, men vis han legede med hendes tålmodighed kunne hun blive godt og grundigt sur. Hun kørte en hånd gennem håret og rejste sig elegant op. Selvom Hendes nederdel nu var våd, sad den perfekt om hendes krop alr på hende var bare perfekt. Det syntes de fleste da, mens hun selv syntes at hun så almendelig ud.

Renai kunne mærke, noget ændre i sig. Ingen skulle bestemme hans følelser, men han blev rolig. "Renai... Og noget andet, som du ikke vil vide," sagde han roligt. Hendes evne virkede godt på ham, men han havde også sin evne, den var bare ikke så nyttig lige nu. Han hviskede svagt, og lod lyden bæres af vinden, langsomt ville den flyve voer til hende. Hans dybe, varme stemme var der igen. Han var ikke ude at jage, men han så sådan ud. Han var mere bleg end en vampyr skulle være. "Og hvis du vil vide mere... så kan jeg sige, at jeg ikke er menneske," sagde han stille. Han afslørede ikke noget, ved at sige det. Han afslørede ikke den anden verden, som enneskene ikke vidste eller kendte til. Han bed sig kort i læben. Han var blevet meget lidt nervøs, da han var helt rolig. Han plejede ellers ikke at have tillid til nogen, men den evne, den pige, den stemme. Noget der beroligede ha,. Hendes evne gjorde meget. Resten var vel bare, at hendes stemme var blid og rolig. Han satte sig på knæ, og lod sine hænder lægge på stammen. "Jeg ved ikke, hvad jeg laver her... Men jeg ved, du ikke er et menneske. HVad gør du ved mig?!" spurgte han lettere panisk, men blev rolig igen. Han blev nødt til at bukke under for hendes evn,e og lagde nu på jorden, uden at røre enmuskel, og betragtede bare stjernerne, som var på himlen.
Han lukkede øjnene i, da han ikke vidste, hvad han ellers skulle. Hans muskler ville ikke røre sig, og han lagde helt harmløs, som om jorden trak ham ned. "Giv... lad mig være!" Sagde han stille. Han ville gerne kende hende, men han ville ikke manipuleres af hende. Det var ret trist. "Hvorfor gør dud et her?" spurgte han stille, og udnrede sig lidt over hende. Han bed sig kort i læben, men det var også snart slut, da han var blevet så afslappet, at han intet kunne gøre. Nu var han helt harmløs. Han var blevet 'klistret' fast til jorden, som om den havde hænder og holdte ham helt stiv tilstand på jorden.

Bridget gik langsomt hen mod ham og sendte ham et sødt smil. Hun lukkede øjnene i og langsomt forsvandt hans rolighed. Hun åbnede øjnene igen og kiggede på ham. " Sådan. " Sagde hun med en rolig stemme, som man ikke kunnne tage fejl af. Hun vidste allerede hvad han var, så hun ville ikke svare på det spørgsmål. Hun satte sig ned ved siden af ham og kiggede bare nysgerrigt på ham, men det var svært at se hendes nysgerrighed. Hun havde lært at skjule sine følelser. " Jeg ville bare ikke angribes" Sagde hun så endelig og hendes hud glimtede stadig svagt. Hun var rolig men samitdig var hun også nysgerrig. Bridget kiggede på ham og sendte et sødt smil, som man ikke ville kunne modstå vis amn var menneske men da Renai nu var vampyr ville det være let for ham. Hun grinte en smuk klokke latter og kiggede så på ham igen. " Jeg kan ikke lide at føle andres følelser, det for mig til at føle mig selv skyldig" Forklarede hun bare og sukkede så. Hendes ansigt var trist igen og hendes øjne var tryllebundet til månen. Det hele var svært for hende, da hun ikke kunne lide at være et våben.
Vinden legede stadig med hendes hår og hendes nederdel var tør igen. Hun stilte sig op og kiggede så ned på ham, og tænkte at han sikkert gerne ville høre hendes navn. " Jeg er Bridget" Sagde hun og ordene blev baret af en let brise, men det blev hurtige lydløse igen. Hun kiggede ned på hans blege hud og beundrede hans skønhed. Hun var faktisk en smule misundelig. " Hvordan bære du dig ad?" røg det ud af hende og hendes øjne var store igen. Bridget var nysgerrig og hun lagde ikke skjul på det nu. Renai havde kunne bekæmpe hendes evne en lille smule og vis han var blevet ved med det kunne havde han modstået hendes evne helt. Hun kiggede på ham med store øjne, som glimtede nysgerrigt og et smil som var venligt. " Du kan modstå min evne, det er der ikke nogen der har kunnet før?" sagde hun undrende og satte sig på hug ved siden af ham og smilte venligt.

Renai lukkede øjnene, da han var blevet helt afslappet. Han bed sig kort i læben, og kunne igen mærke sin følelse. "Manipulation med følelser," sagde han stille. "Har din mor aldrig lært dig, at man ikke må lege med sine evner?" spurgte han roligt, med et hævet øjenbryn. Det virkede. Han syntes det var rart, at være så afslappet, så han blev bare ved med det. Men dog, så satte han sig op. Han børstede stille det meste af jorden af sig, og smilte varmt til hende. "Jeg forstår godt, hvis du ikke ville angribes. Men er det ikke lidt urefærdigt, hvis personen nu ikke havde i sinde, at angribe dig?" spurgte han stiille. "Desuden, så vidste du, jeg var vampyr. Jeg kan ikke angribe dig. Du ville ikke dø. Jeg er ikke en dusørjæger. Jeg kan ikke bære vievand, og jeg kan ikke sætte ild til dig, uden selv at brænde... Vi er jo meget brændbare," sagde han med et lille smil. Han sukkede roligt, og rettede lidt på sit hår. Han smilte stille. "Kan du ikke lide at manipulere folk? Eller er det en slags hobby for dig?" Spurgte han stille, og betragtede hende, med sine blodrøde øjne, næsten ildrøde. Hans hud var blegere end andre vampyrs, da han var lidt sulten. Hans øjne var lysere end ildrøde, hvilket betød, han var sulten. Han lukkede øjnene, og trak vejret langsomt. Han kunne mærke, at hun betragtede ham. Han spærrede øjnene op. "Hvorfor troede du, jeg ville angribe dig?" spurgte han stille, og løftede et øjenbryn.
Han lyttede stille til hendes blide, smukke stemme. Han lyttede efter hendes navn. "Bridget?" sagde han gentagende, for at have fattet det. Han smlte stille til hende, og kiggede på hende. Han sad stille op, og havde været godt fuld af jord, fra da han faldte ned. Han trak bene op til sig, og børstede jorden af sine knæ. Han trak vejret langsomt, og hvilede derefter hovedet derpå. Han havde hovedet lidt skrå, og betragtede hendes skønhed. Hun så smuk ud, han følte sig helt og aldeles som en klodrian, en grim tosse. "Jeg kunne modstå den, fordi jeg er speciel... Og fordi, jeg typisk er rolig i forvejen. Det med følelserne er aldrig helt sikre, men sindet... Det er roligt på mig ... derfor virkede det ikke," sagde han stille, og smilede varmt til hende. "Desuden... Så ville du ikke manipulere med mine følelser til at starte med. Det var fordi du troede, jeg var en trussel for dig. Derfor tænkte du for meget, og fokuserede for lidt på din evne... Med andre ord. Du tænker for meget, udnytter din evne for lidt," sagde han med et meget lavt grin. Hans varme, dyvbe latter, som gik gennem vinden hen til hende.

Bridget kiggede bare på ham med store øjne og smilte bare mens han talte. Hun ventede med at svare til han var helt stille. Hun nød stilheden lidt og kiggede så på ham, mens hun grinte lavt. " Min mor forlod mig, så jeg har ikke lært nogen manere" Sagde hun grinende og prikkede ham på brystet. Hun vidste ikke hvorfor, men han var blevet helt afslappet og det hvde en effekt på hende. Hun lukkede øjnene og skjulte sine røde øjne, som viste de fleste af hendes følelser. Langsomt åbnede hun øjnene igen og kiggede ham direkte i øjnene. Bridget smilte bare og lod sig ikke blive sur af det han sagde, da hun faktisk syntes at han var en interasant person. Hun ville gerne lærer ham at kende, men hun blev endnu mere nysgerrig når hans følelser bare skiftede sig hurtigt. " Det er nok bare en reaktion, for jeg manipulere med alle jeg møder for første gang. " Sagde hun og lagde hovedet på skrå, mens hun betragtede hans røde øjne. Hun kunne forsvinde i dem, men hun holdte sig til virkeligheden ligenu. Hun rystede på hovedet, hun prøvede at huske hvorfor hun blev ved med at tænke. Da Bridget endelig stoppede med at ryste på hovedet, smilte hun sødt og grinte en varm latter. " Det var fordi at du gjorde mig forvirret og nysgerrig på samme tid, det er ikke en god kombination. " Sagde hun smilende og kørte en hånd igennem håret, mens hun vendte blikket fra Renai til stjernerne. " De er smukke syntes du ikke?" sagde hun og hendes øjne var helt fortyllede. Hun elskede at kigge på stjernerne, de fik hende itlat føle sig rolig. Bridget vidste selv at de fleste så hende som et magtfuldt våben, men at nogle andre så hende for en trussel. Der var ikke nogen som på nogen måde havde været interaseret i at snakke med hende. Hun sukkede lavt og kiggede tilbage på Renai, som nu sad op. Hendes bluse sad perfekt om hednes overkrop og hun pillede lidt ved kanten af den. " Hvorfor er du herude om natten, Renai?" Spuurgte hun stille, med en varm og rolig stemme. Det var første gang hun havde sagt hans navn og hun blev selv overrasket over hvor roligt hun sagde det.

Renai smilte blidt til hende, mens han lukkede øjnene. Han havde stadig sit hovede på knæene. En masse tanker løb gennem ham, en masse tanker, som han ikke fik svar på. Han kiggede på hende. Han kunne se, at hun var ved at røre ham. HAn bed sig i læben, og kiggede panisk rundt. *Rolig Renai, du skal nok finde ud af noget,* Han kiggede rundt, med et lettere roligt blik, mens hendes finger kom tættere på. Han sukkede roligt, og så en udvej. Hans evne, hans evne var lidt i vejen, for han ønskede ikke, hun skulle røre ham, da han ikke stolede fuldt ud på hende. Men han ville også gerne fristille hende for den smerte, han kunne påføre hende. Han kravlede lidt tilbage. "Ikke rør mig," sagde han stille. Han lod sit hovede falde ned i knæene, så han gemte sit ansigt der. Han ville ikke se på hende, da han var bange for hendes reaktion. "Jeg er ikke en normal, kold vampyr ... jeg er varm. For varm til, at du vil kunne røre mig," sagde han stille, og lukkede øjnene, og han lod sine tanker flyve ud af hovedet. Lige nu lyttede han efter hende, da han stadig gerne ville høre hendes svar. Hun skulle bare ikke røre ham, prikke ham, eller hvad der ellers hed kropskontakt. "Min mor døde da jeg var tre... hendes ord var: Du skal vokse dig stor og stærk. Hun aner ikke, at jeg er blevet vampyr. Og min mor er sikekrt en engel, da hun havde gjort meget godt i sit liv... jeg har muligt slået hende ihjel?" sagde han stille, og bed sig let i læben. Han sukkede roligt, og kiggede op med sine blodrøde øjne, mens hans hud stadig var emget bleg, hvilket fik hans smil fremhævet. "Hvorfor manipulere med folks følelser?" spurgte han udrende, han havde aldrig set nogen grund til at manipulere hans følelser? Hvorfor lige ham? Han slog den tanke væk igen, da han ikke ville spørge. "Jeg ved det ikek er den bedste kombination, men ..." han holdte en pause, for at rette lidt på sit hår. "Men... det kom mig til fordel," sagde han med et lille lumsk smil. "Jeg er meget facinerende," sagde han med et nok. Han syntes selv han var underlig, og grom i forhold til hende. Hun var en smuk pige, og han ... han var bare ... vampyr! Hun var vampyr, men hun var kloart smukkere end han. Han bed sig kort i læben, og gemte sine hugtænder helt for hende, selvom hun jo havde regnet det ud. "Stjerner er da ret smukke... Men, taget i betragtning af, at du tvang mig til at se på dem, er de ikke det mest fangende her... jeg synes der er noget der er smukkere end stjernerne her, og det er ikke naturen," sagde han, og kiggede sig om i den smukke natur. Det var ret mørkt, men vampyrer jagtede jo om natten, så de var udstyret med et slags 'nattesyn'. Han smilte venligt til hende, mens hans øjne kørte rundt på hende, over det hele.

Bridget kiggede på ham med sine røde øjne og trak sig med det samme tilbage. Hun var nu henne i søen igen, og hun stod op. Hun kiggede på ham og holdt god afstand til ham, og hendes vejrtrækning var stoppet helt. Hun sagde ikke noget lige med det samme og kiggede så smilende på ham. ” Jeg kan selv bestemme om jeg vil komme til skade eller ej, men vis du ikke vil have at jeg røre dig på nogen måde så lader jeg være” Sagde hun med en stemme som var rolig og selvsikker. Hun grinte lidt over den måde han kiggede på hende, og satte sig så ned i vandet. Hendes nederdel flød på overfalden, mens hun sad i vandet. Hun kørte en finger rundt i vandet og lavede cirkler, som hurtigt forsvandt igen. Hendes blik røg hurtigt op på ham igen da han spurgte ’hvorfor manipulere med følelser’ Bridget tog en dyb indånding og kiggede så alvorligt på ham. ” Vis du føler dig truet vil du forsvare dig? Sådan har jeg det når jeg bruger min evne” Sagde hun alvorlig, men smilte så igen. Hun havde det med at skifte humør hele tiden, og det forvirrede alle også hende selv.
Vinden var nu kun en brise og stjernerne skinnede klart over dem, men det syntes hun ikke var spændende. Hun var ikke tiltrukket af Renai på den måde, endnu , men han gjorde hende utrolig nysgerrig. Bridget begyndte langsomt at nynne for sig selv og lukkede øjnene. Hun rødmede svagt over det han sagde. Hun lod ordene spille om og om igen, hvilket fik hende til at smile mere. ” Selv en sten, kan være en smuk diamant” Hviskede hun og ordene blev båret af vinden over til Renai. Hun hentydede til at han ikke var grim, men at han måske bare gemte sin skønhed for andre. Hun åbnede øjnene igen og kiggede smilende på ham. Hun lagde hovedet på skrå og hendes stemme var varm igen. ” Selv mørket kan ikke skjule sig for mig” sagde hun og prøvede at gøre det klart for ham at hun vidste næsten alt. Hun vidste at han ville blive noget stort en dag, og det ville nok ske meget snart. Hun sukkede og rejste sig op. ” Må jeg sætte mig hen ved dig, så længe jeg ikke røre dig?” Spurgte hun og stod nu en halv meter fra ham. Hun satte sig ned og ventede på svar før hun ville sætte sig tættere på ham. Bridget havde jo lovet at hun ikke ville røre ham og hun holdt altid hvad hun lovede.

Han sukkede stille. "Jeg har intet imod du rør ved mig. Jeg vil bare ikke skade dig. Jeg ønsker ikke, at du bræder dig," sagde han stille. "Det er for dit eget bbedste," hviskede han, inden hun løb hen til søen. Han kunne mærke den vindpust der kom, af at hun skyndte sig ud i vandet. Han lukkede øjnene. Hans hår rørte svagt på sig, og han kunne mærke, at hun ikke ville helt derhen, men gjorde det, måske af tvang? Han bed sig kort i læben, og slappede helt af. Han sukkede roligt, og kiggede hen på hende. Da hun satte sig ned, og da nederdelen flød op til overfladen, som om den skulle trække vejret. Han lagde sig ned på jorden igen, og trak roligt vejret. Gennem hans tynde, stramme trøje, kunne man se hans brystkasse, som hoppede i takt til hans rolige vejrtrækning. Han følte et lille sug i maven, da han igen kunne høre hendes stemme. Hendes blide stemme, der blev båret af vinden, som kun var med til, at berolige ham mere. "Hvis du bruger din evne til forsvar, når der ikke er nogen der vil angribe dig?" sagde han stille. Han smilte til hende, mens han hørte, at hendes stemme var rolig. Han kunne høre, at hun legede med vandet. "Ja. En sten kan være en diamant. Men, folk vil ikke se bag hugtænder på os, for at se, at vi har hejrter af diamanter," sagde han stille. "mennesker løber bare. Vi vampyrer er de eneste, som forstår sig på vores egen race," sagde han med et svagt smil. Han bed sig kort i læben, og betragtede hende. "Ja. Kom bare," sagde han stille. "Jeg bedte dig om ikke at røre mig, da jeg ikke ville skade dig," sagde han stille. "Men hvis du ønsker at skade dig selv, så værsgo. Jeg kan ikke forhindre det," sagde han stille, og sukkede roligt. Han lagde stadig ned, med lukkede øjne. Helt rolig.

Hun smilte og kiggede stadig på ham, med et smil. Hun rykkede sig ikke lige med det samme, men tænkte over hvad hun ville svarer. Langsomt kravlede hun katte artigt hen mod ham, mens hun forklarede. ” Jeg er en meget indviklet vampyr, jeg gør det modsatte af hvad en rigtig vampyr gør” sagde hun, mens hun kiggede ham i øjnene samtidig med at hun kravlede på fire ben hen mod ham. Da hun var lidt væk fra ham stoppede hun op og satte sig så ordentligt.
Brisen legede med hendes hår og hun lukkede øjnene, mens hun nød brisens kærtegnelse mod hendes hud. Langsomt vendte hun hovedet mod Renai og smilte svagt. Hun lod sig ikke skræmme af hans stilhed eller af den måde han bare stilte spørgsmål, hun syntes at det gjorde han endnu mere spændende og også nuttet. Hun grinte lavt og smilte varmt til ham. ”Hvorfor forstår jeg dig ikke?” mumlede hun for sig selv og kiggede op på himlen. Hun lagde sig ned i græsset og hendes hår lå ud til alle siderne. De brune hår passede perfekt til det grønne græs, og det samme gjorde hendes blege hud. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hendes kinder var lyserøde, mens resten af hendes krop var helt hvid. Langsomt satte hun sig op igen og tog knæene op under sin hage, og slog armene omkring sine ben. Hun lukkede øjnene og fik et drømmende udtryk.

// sorry Kreaen svigter ;P

Renai sukkede roligt, og kiggede op i himlen stadig. Han kiggede ikke på stjernerne, men ud i den kolde, mørke himmel. Han bed sig kort i læben, og tænkte lidt. Der kan være så smukke stjerner, ude i den kolde verden. Himlen er lidt ligesom verden. Man er en stjerne, man lever for en studn, og dør. Falder ned. Forsvinder fra den kolde verden, hen til et bedre sted. Han lukkede øjnene, og nød stilheden for ørene. Han lod sin ånde komme ud gennem munden, og den lavede en lille tåget sky, som man ikke lagde mærke til i mørket. Han lod sit blodrøde blik glide over på Bridget. "Er der noget galt?" spurgte han stille, med sin varme, dybe - følelsesladte stemme.
"En meget indviklet vampyr. Det kan jeg se. Det er måske det, som gør dig så eftertragtet i mine øjne," sagde han stille. Hans hud var emget bleg, og månelyset lyste hans blege hud op i natten. Hans blodrøde øjne stikkede lidt, hvilket fremhævede hans krop, som havde perfekte kurver. De kurver var synlige, vher gang han tog en indånding. Hans trøje sad jo stramt, og hver gang han tog en indånding, skulle man tro, at hans trøje sprækkede, da hans brystkasse gik ret langt ud. Hans hår lagde fladt over hans ene øje, mens han bed sig let i læben. Han smilte til himlen, men den smilte ikke igen. Så passede det ike, det med; smil til verden, og verden smiler til dig. Han lukkede hurtigt øjnene i igen, da han følte sig lettere forladt. Hans ensomhed tog overhånd, og hans humør skiftede svagt. Hans øjne skiftede med. Fra blodrøde stikkende øjne, til ildrøde øjne, med en flammende glød som pupil. Hvis man var et menneske, ville det være helt og aldeles overnaturligt.

Vindel legede stagid med hendes hår og hun tillod den at gøre det. Det var ikke mange hun ville tillade at snakke sådan til hende, men denne vampyr var meget anderledes så hun tog sig ikke af det. Hun var ikke den som tog små ting tyngt, faktisk grinte hun bare af det. " Jeg er ikke eftertraktet i nogensøjne" sagde hun smilende og det smil forsvandt ligeså hurtigt som blæsten. Hendes stemme blev båret væk, selvom den var lydløs var den smuk. De fleste drømte bare om hvordan en perfekt kvinde ville se ud og nogle fik sådan en af se, men det var som regel deres død. Bridget grinte lidt, meget lavt og kiggede op på himlen, så smuk som den nu var. Hun huskede tydeligt de ord hendes 'forlovede' havde sagt til hende. " Ingen er ligeså smuk som stjernerne" de ord havde såret hende dybt. Da hun endelig var blevet dette monster, var hun taget hun til ham for at han skulle være hendes første bytte. Hun klukkede lidt af de minder og huskede tydeligt hans skrig og hans den måde han så på hende. Han havde kaldt sig selv for Dominic Alford, men bridget vidste bedre og stolede ikke på ham. Hun var blevet sat til at være hans hustru fra fødslen og hans bratte død, var hendes frihed. Hun havde selvfølgelig selv dræbt ham og også selv betalt for hans begravelse men ikke fordi hun havde dårlig samvittighed, nej hun ville bare være god mod hans familie som havde været god mod hende.
Bridgets øjne fandt frem til virkeligheden igen og smilte lidt. Hun kiggede hurtigt rundt og sagde ikke et ord. Hun smilte bare, et koldt og ondskabsfuldt smil. Hun var kun venlige over for folk der var venlige mod hende ellers var hun kold og ikke til at holde ud. Det kunne de fleste sige bare ved at se på hende.

Han lod hendes ord, samt hendes smukke stemme flyve hen til hans ører. Han lod hendes stemme køre gennem hans hovede, mens han lukkede øjnene stille. Han bed sig stille i læben. "Tja... det er vel helt, hvem der kigger på dig," sagde han stille, og vendte hovedet mod hende. Han smilte stille. Ikke et varmt smil, ikke et venligt smil, ikke et koldt smil bare neutralt. Han grinte kort, da han kunne se, at hun ikke var i denne verden lige nu. Han kunne både se og mærke det. Han lod sig rejse op, mens han kiggede rundt. Han var egentlig på jagt, så hans hud var meget bleg, hans duft var kraftigere, en sød duft. Hans krop var i det hele mere tiltrækkende, og hans hugtænder var ikke indsmurte i blod, men de var lange og fremme. Hans sult havde gjort hans blodrøde, næsten ildrøde øjne helt gule, mens hans hud skinnede i månens svage skær. Han kiggede ned ad sig selv, som han tydeligvis ikke kunne lide. Han kunne ikke lide sit udseende. Han strakte armene ud, for at kunne se sig selv bedre, hvilket ikke var en succes. Han satte sig ned igen, mens hans hår blev skubbet hurtigt til side af vinden, og tilbage igen. Han trak vejret dybt, mens hans brystkasse hoppede blidt ud af hans faste, stramme form. Hans trøje sat tæt om ham, men det var kun en T-shirt, så hans blottede hud skinnede i natten, som havde sat sit helt sorte frembrud i gang nu.
Han kiggede på hende, men reagerede ikke. Hun så kold ud, men det var han ligeglad med. Man skulle jo ikke bedømme folk på udseendet. Det ville han ihvertfald ikke, selvom hun var ret køn på udseendet. for ikke at sige vildt smuk. Han lukkede øjnene, mens han trak benene op til sig. Han lagde armene om dem, og kiggede op på månen, so skinnede meget i nat. Han lod sit blik strejfe hele himmel-legemet. Det var ret smukt, men han havde det bedste udsyn lige her. Han lod dog stadig sit blik strejfe himlen igen, da han ikke ville virke for påtrængende ved at kigge på hende. Hans øjne flyttede sig meget langsomt, da han lod sit blik glide rundt. Bogstaveligt talt, glide rundt. Hans hovede var fremad rettet op mod himlen, mens hans øjne kørte i ansigtet, da han udforskede stjernebillederne.

Hendes øjne blev fjerne og de kiggede ikke ned i vandet, mere igennem dem. Dette var hendes skæbne, hun var sat til at dræbe. Smilet formede sig om hendes læber, da hun rejste sig. MAn så kun hendes skygge da hun forsvandt. Så sad hun i træet. " Jamen hvad ser folk så når de ser på mig ?" spurgte hun stille og lagde benene over kors. Hendes stemme var blid, dog stadig varsom. Bridget kunne ikke åbne sit hjerte op for hvem som helst, men få ville få den mulighed for at se igennem hende. Se alt. Et suk forlod hendes læber, mens hun sparkede svagt ud i luften, mens hendes blik hviledepå Renai. Der var noget over ham, men samtidig var hun varsom. Man skulle ikke tro på alle. Hun sukkede svagt og lagde hovedet på skrå. En følelse af lyst fløj gennem hende, men hun ignorede den. Maan kunne ikke have lyst til nogen man lige havde mødt?

Renai lod sine øjne betragte månen. Hans pupiller kørte rundt på himlen, søgte efter det, han ikke kunne få. Han smilte roligt, og blinkede en gang. Da han åbnede øjnene igen, kom et glimt fra hans øjne. Månen som skinnede, og blev reflekteret i hans helt røde, skinnende øjne, som var de blevet pudset. Han lyttede til hendes stemme, som blev bragt af vinden til hans øre. Han åbnede munden, overvejede sine svar, muligheder, søgte efter et ordentligt svar. "Som jeg sagde før. Det kommer an på, [i]hvem[/] der kigger på dig," sagde han roligt. Han kiggede hen mod hende, da mørket var faldet på. Hun var ikke så nem at se, men noget ville altid kunne blive set. Selv i det mørkeste mørke, ville det være sikkert og vist, at man kunne se en person. Men ikke hvem, det ville man ikke altid kunne se. Mørket skjulte, og viste. Mørket var ikke på nogens side, ikke til nogens fordel.

Bridget hoppede lydløst ned fra træet og stod så foran Renai igen. Hendes blik var undersøgende og på en måde smilende. " Nu forvirrer du mig " hviskede hun stille og lagde hovedet lidt på skrå. Hendes læber særpede sig sammen, så man tydeligt kunne se at hun tænkte. Hun rystede opgivende på hovedet og lod sig dumpe ned på græsset. VInden legede med hendes hår og hun kiggede op og ned af Renai. Han havde helt klart udseendet med sig, hvilket sikkert resulterede at han allerede havde en han elskede.

Renai kiggede roligt på hende, mens hun stod foran ham. Han satte sig op, i stedet for, at ligge ned. "Det er ikke så svært. Det er fordi, du vil tage det, som om det er forvirrende," sagde han stille. Han trak vejret roligt, og da en brise kom, rørte det lidt på Renais tøj, som ikke sad for stramt på ham. Han smilte forsigtigt, men lukkede så øjnene. Nu var hun ved siden af ham? Kunne hun ikke bestemme sig? "Det jeg mener er. At man ikke altid ser på dig, på samme måde. Nogen ser på dig som en smuk pige. andre som en sød pige. Og så de liderlige, som ser dig, som et sexobjekt?," sagde han roligt. Var det så svært at tyde nu? Eller ville Bridget stadig være forvirret?

Bridget nikkede forstående og pillede lidt ved en tot af sit hår. Hun var altid rastløs, men nu sad hun fint. Et smil formede sig på hendes læber, mens hun grinte lavt. " Undskyld. Jeg er lidt rastløs idag " Hviskede hun og smilte blidt. Hendes røde øjne hvilede på ham, mens hun kiggede nysgerrigt på ham. Der var noget over ham. Vinden legede blidt med hendes hår, og hendes øjne lukkede sig svagt i. Det var ikke alle der kunne forstå det med at være vampyr, hvorfor det var så svært?

Renai kiggede roligt, mens månen skinnede om kap med hans blodrøde øjne. Han lyttede til hendes ord, og den lyse stemme, som rungede i hans hoved. "Du er rasløs. Det var mit første gæt?," sagde han med et roligt, varmt smil. Hans kolde facade var ikke den, der stod tilbage. Men han havde dog ikke åbnet sig. Hans mystiske, magiske glød kunne man ikke bare tage. Han kiggede på hendes ansigt. Det lyste svagt op i månens skær. Det bedste ved månen. Den lyste skarpt som solen, men brændte ikke vampyrerne.

Bridget blev næsten helt fortryllet af hans glødende øjne, så smukke dog farlige. Hun bed sig i læben og vendte blikket væk fra ham, hun lod blikket glide op på månen og hendes træk var ikke hårde mere. Blide og varme øjne, hendes løber så bløde ud og huden lignede silke i det smukke månelys. Et suk forlod hendse læber og hun holdte alle sine spørgsmål inde. Spørgsmålene om døden, livet og kærligheden. Der var så meget hun gerne ville spørge om, men hun skulle ikke bare begynde at spørge ham. Det ville være for anstrengene, for begge parter.

Renai trak vejret stille, og kiggede hen mod hende. Hun sukkede ret tit, noget måtte plage hende. Han satte sig helt op, og lagde roligt, så hun ikke skulle blive bange, hænderne på hendes skuldre. "Er du okay? Der er et eller andet, for du sukker hele tiden," sagde han stille. Renai lagde tit mærke til, alt hvad personen gjorde, og ikke, hvordan personen så ud. Han gik tit dybere ned, for at se, hvad der var under huden. Under det enten grimme, eller smukke udseende. Han lod mærke til folks små træk og indre fejl, og ikke de små fejl, man nu kunne have uden på? For ham var det helt ligegyldigt.

Hun trak lidt på den ene skulder og hun fik nærmest kuldegysninger da han rørte hende. ikke fordi han var kold, men hun var blevet en smule overrasket. " Det er ligemeget " sagde hun med et smil og trak benene op til sig, så hun kunne lægge sin hage på dem. Der var altid noget der nagede folk, man kunne bare ikke altid se det. Sådan tænkte Bridget altid, ingen kunne være lykkelig uden at havde været ude for mange forhindringer. Hun grinte lidt og kiggede hen på Renai. " Helt ærlig. Jeg har det fint nu " hun smilte men smilet nåede ikke øjnene, som altid.

Renai havde stadig hænderne på hendes skuldre, mens han kiggede hende i øjnene. "Der er noget, som plager dig. Du kan sige det til mig. Man siger godt nok; Never trust a Vampire. Men. Tro mig, det kan du ikke. Men mig kan du. Du kan stole på mig, for hvad skulle jeg misbruge det til?," spurgte han stille. Han satte sig bedre til rette, og betragtede hende røde øjne, med sine egne, som blev lyst højtideligt op af månen. Han lod sit blik falde over hendes ansigsttræk. Det var ikke ens, ikke matchende. det overbevisende smil, men de forvirrende øjne. De mathcede ikke.

Et opgivende suk forlod hendes læber og hun stirrede direkte på ham, med vilje. " Never trust a Vampire. How can i trust you then ?" spurgte hun stille og hendes læber formede elgant ordene. Hendes stemme havde den perfekte klang og hendes Brittiske accent var meget overbevisende. Hun kunne ikke stole på en vampyr, selv ikke sig selv. Selvom hun havde lyst til at stole på ham, havde hun stadig sine hemmeligheder der ikke kunne siges til andre end dem hun virkelig stolede på. Hun tvivlede lidt med Renai.