Dagen der gik (Min Historie, ikke noget med siden at gøre)

Dagen der gik

Regnen faldt utrolig let den dag, det var lige før jeg ikke troede at det regnede. Det kunne lige skimmes med det blotte øje, hvis man så rigtigt efter, ellers ville man ikke kunne se det. Jeg elskede engang regnen, nu er den blevet som selve fjenden for mig, bare noget som jeg ville have til at forsvinde, ikke noget der betød noget. Men lige i dag havde jeg bare lyst til at løbe ned på gaden og rakke min hånd ud og mærke regnen en sidste gang.

Jeg stod som altid i vinduet og så ned på gaden, bilerne som kørte hen over vejene, lyttede når deres horn dyttede af de andre om at de skulle flytte sig og osen som kom når bilerne startede med at køre igen, efter at have holdt stille. Jeg ville faktisk gerne stå derude lige nu og mærke regnen på mig, mærke den kildende fornemmelse når dråberne løb ned af mine kinder. Mærke hvordan mit flammende røde hår langsomt blev vådt og til sidst hænge tungt omkring mig, mit tøj blive gennemblødt og mærke det klistre sig ind til mig. Men sådan kunne det ikke være, jeg måtte ikke bevæge mig rundt i for koldt vejr, ja det var nærmest forbudt for mig.

Året var 1983, alt virkede så fredeligt i London, selvom der stadig kunne være død, ødelæggelse og sygdom rundt i verden omkring os eller i selve London. Jeg var selv i min bedste alder blevet ramt af en af disse sygdomme. Kræften havde besat mig, lægerne sagde godt nok at jeg kunne blive helbredt, men jeg havde dog min tvivl. Jeg sad en sen eftermiddag lænet over mit skrivebord, og øvede mig på at skrive mine farvel breve, når jeg følte tiden var inde til at kraften tog mig med sig ned. "Victoria, din far er kommet hjem", min hjælpers stemme rungede så fredeligt og blødt i rummet da hun kom ind til mig, Sofia var hendes navn, hun havde altid været så flittig i vores familie, hun havde passet mig siden jeg var fem, da min mor døde.

Min far og jeg havde ikke talt så meget siden da, kun udvekslet få ord, som ikke viste nogen interesse. Han var kommet tilbage fra sin rejse til Italien, han havde rejst lige efter min 17 års fødselsdag, som havde været holdt for et halvt år siden. Han havde ikke sagt eller forklaret mig, grunden til sin rejse, kun at jeg ikke skulle bekymre mig om det og at det bare var undersøgelser, som han skulle foretage sig. Sofia hjalp mig ned af trappen, som min støtte og ind i vores store spisesal, hvor min far sad i den anden ende af bordet. Først blev jeg helt overrasket over at se ham, hans korte strittende mørkebrune hår, var nu bare på et halvt år, vokset sig ned til under hans øre og farven var blevet til en svag bronzefarve. Hans tidligere blide og bløde ansigtstræk, var nu blevet stramme, kantede og knivskarpe at se på. Hans smukke havblå øjne var forsvundet, og blevet afstatet af en gyldenbrun farve, som efter mit vedkommende ikke så så venlige ud.


Det var lige før, at jeg havde skubbet Sofia til side og gået hen og sagt, " det er ikke min far!", men jeg blev forhindret i det da jeg mødte det samme venlige smil som altid. Det slog mig næsten omkuld og mit hjerte hamrede løs, da det VAR min far som sad nede i den anden ende, alt ved hans udseende var jo forandret, så hvorfor var hans venlige smil så ikke væk? Jeg satte mig tøvende i stolen i den anden ende af bordet overfor min far, jeg tøvede kun fordi det så ud som om han fulgte mig med øjnene, disse gyldenbrune øjne, som for mig hverken så fredelige, tænkende eller undrende ud, nej for mig var de tomme og uden ord. Da vi begyndte at spise var tavsheden som den plejede, vi var begge bom stille og sagde ikke et ord, vi koncentrerede os bare om at spise og så kun nogle enkle gange op på hinanden.

Jeg skulle dog til at bryde denne pinlige tavshed for at spørge ham om hvordan hans tur til Italien var gået, da han lagde sit bestik på bordet. Han folede langsomt hænderne sammen i rolige bevægelser, og støttede albuerne på bordet med hagen ovenpå sine hænder. Sådan sad han i nogle minutter, han sad bare og så tænkende på mig, jeg kunne så småt begynde at skimme liv i hans øjne igen, som om han ledte, søgte efter ordene inde i sit hoved. Da jeg åbnede munden for at spørge hvad der var galt, stoppede han mig med en hurtig bevægelse med hånden til at jeg skulle tie og det fik mig til at lukke munden sammen igen. Han folede hænderne endnu engang sammen og placerede hagen på dem igen, da han så midt i tavsheden åbnede munden.

FORTSÆTTELSE