Angelina havde som altid sneget sig ud igen, hendes hjælper Sofia viste jo ikke at hun var dæmon og godt kunne finde rundt selvom hun var blind. Angelina smilte svagt over det, men kunne også godt føle sig lidt skyldig over ikke at kunne sige det, hun skulle værd gang lyve for Sofia, hvis der var noget som hun syntes var mistænkeligt. Angelina kom roligt gående ud i den lyse skov, for hende var det lige meget om det var nat eller dag, for hende var det altid mørkt alligevel, hun havde som altid en kort hvis kjole på, som passede hende ganske fint og hendes svagt krøllede brune hår hang løst om hendes skuldre. Hun gik roligt gennem skoven, men havde endnu ikke opdaget at hun ikke var alene i skoven.